Behandlingen af akutte psykoser er som ved skizofreni, bortset fra varigheden. Der skal gives en kombination af medikamentel behandling, psykoterapi og andre psykosociale behandlingsformer. Den medicin, det drejer sig om, er antipsykotisk virkende medicin, de såkaldte antipsykotika. Det er karakteristisk for denne medicin, at doseringen er meget individuelt varierende. Man må derfor i samarbejde med patienten prøve sig frem for at finde den rigtige dosis. Den psykoterapi, det drejer sig om, vil ofte være en støttende psykoterapi, som hjælper patienten til at genvinde kontakten med den reelle verden. De psykosociale hjælpeforanstaltninger kan være miljøterapi og netværksterapi. Der er herudover et behov for omsorg. Psykosen kan være så udtalt, at patienten ikke selv er i stand til at varetage sine mest basale behov, fx væske- og fødeindtagelse, søvn og passe på, at han ikke kom­mer til skade. Derudover kan psykosen være forbundet med selvbeskadigelse (evt. selvmord) og aggressive handlinger, som gør, at personen må overvåges omhyggeligt og evt. fastholdes rent fysisk. Indlæggelse på lukket eller skærmet afdeling vil ofte være nødvendigt.

HTML Hit Counters