Amfetaminstofferne er syntetisk fremstillede stoffer. De blev fremstillet i første halvdel af sidste århundrede som lægemidler, der skulle modvirke depression og træthed og give mere energi og overskud. I starten var de ret frit tilgængelige. Et navn fra dengang er "ferietabletter". Da de har en dæmpende virkning på sult, har de også fundet anvendelse som afmagringsmedicin. Der er en lighed med de opkvikkende stoffer som findes i kaffe og te, selv om disse er langt svagere. I vore dage er der kun få lægemidler af amfetaminkarakter, og anvendelsen er meget begrænset.

 

Nogle svagere produkter anvendes som afmagringsmidler. Amfetaminstoffer anvendes til behandling af en sjælden form for pludseligt indsættende søvn (narkolepsi) og til behandling af børn med det såkaldte DAMP syndrom. Det drejer sig om børn, som er hyperaktive og har vanskeligt ved at koncentrere sig. Man kan sige, at amfetamin her har en modsatrettet virkning, idet børn, som er hyperaktive, bliver mere rolige. Man kan forstå det ved, at børnene bliver bedre til at koncentrere sig, og derfor kan reagere mere hensigtsmæssigt.


HTML Hit Counters