Ved denne lidelse optræder der angst, når personen er i kontakt med særlige dyr eller situationer. Der er ret udtalt forventningsangst, og personen forsøger at undgå at komme i situationen. Kan man undgå situationen, og føle sig sikker på den ikke optræder, er der ingen symptomer.

Når det drejer sig om dyr er det ofte edderkopper eller slanger. En anden hyppig fobi er klaustrofobi (lukkede rum) som elevatorer, fly m.v. Det kan også dreje sig om højder, vand, blod og meget andet. Der er nogle navne man i al fald tidligere anvendte for nogle af tilstandene fx aikmofobi (spidse genstande) eller mysofobi (snavs).

Tilstandene ses hyppigt hos børn, men kan vedvare op i voksenalderen. Der er sjældent tale om en sygdom, da problemet ikke lever op til at udgøre en betydelig gene eller hæmme funktionen. Er der behov for behandling, er adfærdsterapi anvendelig. Teknikken er som ved andre angsttilstande bl.a. udsættelse for den angstfremkaldende situation indtil angsten ophører eller i al fald får et tolerabelt omfang.

HTML Hit Counters