Behandlingsfasen | Behandlingsfaserne 1

Når først diagnosen er stillet kan familien - inklusiv den psykisk lidende - føle en form for lettelse, men problemerne holde ikke nødvendigvis op af den grund. For det første er det desværre sådan, at den meget brugte farmakologiske behandling sjældent virker med det samme. Der kan gå op til flere uger, før den virker tilfredsstillende. Den psykoterapeutiske (samtale) behandlingen virker heller ikke med det samme. I denne periodes begyndelse vil tilværelsen fortsat virke kaotisk for den psykisk lidende, og mange uløste problemer og konflikter vil eksistere i familien.

Det er vigtigt, at man i denne fase respekterer, at den sindslidende fortsat ikke er i stand til at løse problemerne. Viden om diagnosen og den iværksatte behandling skulle imidlertid hjælpe såvel den sindslidende som de pårørende til at afvente, at den iværksatte behandling virker. Det er selvsagt meget lettere skrevet end gjort.

Det betyder, at de pårørende og den sindslidende enes om, at man vil undlade at tage de diskussioner og konflikter op, der har præget samlivet gennem de seneste uger, eventuelt måneder. Verden udenfor går selvfølgelig ikke i stå, og der kan være problemer, som man må tage stilling til, men det gælder om, at man undlader at presse store beslutninger igennem. Omgivelserne er ofte meget forstående med henblik på, at man udsætter beslutninger. Dette kræver en åbenhed udadtil. Personalet og behandlerne har erfaring med, hvordan man håndterer disse situationer og kan anvise, hvor man kan få hjælp.

Det er vigtigt, at de pårørende lige fra starten af behandlingsfasen støtter op omkring den behandling, som den psykisk syge har besluttet sig for. Psykisk syge mennesker er lige som mennesker i krise ofte meget sårbare overfor kritik. De har ofte meget modsat rettede følelser overfor behandlingen, som de er nødt til at acceptere. Derfor er det vigtigt, at man som pårørende støtter op omkring en beslutning, fordi vedvarende usikkerhed får den sindslidende til at føle situationen ganske uoverskuelig, og det kan trække situationen i langdrag.

Ofte vil det være hensigtsmæssigt, at man som pårørende mere eller mindre aktivt går ind og sikrer, at den psykisk syge ikke fortsætter med at spekulere i sine syge tankebaner. Dette kan gøres ved eksempelvis at dyrke fælles interesser eller støtte den psykisk syge til at dyrke egne interesser. Ofte vil pårørende blive slået af den træthed, der følger med psykisk sygdom. I forbindelse med depression ses ukendt initativløshed og manglende naturligt livsmod, der kan tangere livslede. Det er vigtigt, at den pårørende ikke påtager sig større byrder, end det er rimeligt. Derfor er det hensigtsmæssigt, at den psykiatriske behandling også indeholder samtaler med de nærmeste pårørende.