Den begrebsmæssige forvirring omkring misbrugets karakter genspejler sig i behandlingsorganisationen.

I 1950'erne diskuterede man i Danmark, hvorledes man skulle hjælpe mennesker med alkoholproblemer. I 1960 vedtog Folketinget, at alkoholmisbrug skulle betragtes som en sygdom. Sundhedsvæsenet fik ansvaret for at oprette alkoholambulatorier og alkoholbehandlingshjem. Læger skulle have det overordnede ansvar. Det betød, at behandling af mennesker med alkoholproblemer fik en tæt tilknytning til psykiatrien.

Ved kommunalreformen er ansvaret overført til de sociale myndigheder i kommunerne idet politikerne overvejende betragter alkoholmisbrug som et socialt problem. Behandling af alkoholmisbrug har dog stadig en  tilknytning til psykiatrien, og der er stor forvirring vedrørende mennesker, som samtidig med misbruget har en psykisklidelse, hvilket er de fleste med alvorligt misbrug
Behandlingen omtales både i sundheds- og sociallovgivningen.

Da stofmisbrug opstod i 60'erne, mente nogle, at det var naturligt, at det psykiatriske behandlingssystem tog ansvaret for at hjælpe mennesker med stofproblemer. Dette skete dog kun i begrænset omfang. Da, det samtidig drejede sig om børn og unge, hvis problemer traditionelt varetages af socialforvaltningen, opbyggede man også her et behandlingsapparat for mennesker med stofproblemer. Dette er siden udbygget. I forbindelse med den stigende anvendelse af medikamenter i behandlingen af mennesker med stofproblemer, er læger i tiltagende grad blevet involveret i behandlingsarbejdet. Ansvaret er med kommunalreformen, som for alkoholmisbrug, placeret i kommunerne.

De alment praktiserende læger og praktiserende speciallæger i psykiatri behandler mange mennesker med misbrugsproblemer.