Det er af stor vigtighed, at man som pårørende bliver inddraget i behandlingen allerede fra første kontakt. Ofte vil pårørende allerede have været stærkt involveret i den psykisk syges hverdag, inden kontakt med behandlingssystemet er etableret. Det kan have en stor gensidig værdi for behandlingsstedet, den pårørende og patienten, at der knyttes kontakt med det samme. De pårørende har ofte oplysninger, der er værdifulde for en hurtig diagnose og dermed fremskynder iværksættelse af den korrekte behandling.
Patienten vil ofte føle sig utryg ved første kontakt, hvilket er ganske forståeligt. Tilstedeværelse af personer, som man kender fra sit privatliv, nedsætter utrygheden ved mødet. Nogle patienter har ikke det behov. For den pårørende kan det være en lettelse at deltage i første behandlingskontakt, hvor ansvaret for at vurdere patientens psykiske behov og tilstand herefter overtages af behandleren. Den pårørende kan have et naturligt behov for at fortælle om hvordan situationen har udviklet sig op til behandlingskontakten til én, der forstår hvad det handler om, uden man skal komme med en masse forklaringer, og det i sig selv giver en lettelse.
Man kan ikke generelt sige, hvad kontakten med behandlingssystemet for den pårørende vil bestå i. Det afhænger helt af den behandling, der tilbydes fra distriktspsykiatrien, psykiatrisk afdeling, den praktiserende læge eller psykolog. Men generelt kan man sige, at det er vigtigt, at den pårørende viser interesse for at deltage i behandlingen. Det er også vigtigt, at den pårørende gør opmærksom på de behov, som vedkommende selv måtte have for at kunne indgå i et samarbejde.
Eksempelvis kan det dreje sig om at tage ansvaret i forbindelse med ”weekend”-besøg eller om, hvor mange ressourcer man som pårørende har dels aktuelt, dels på længere sigt. Selv om den pårørende indgår i et samarbejde omkring at hjælpe med at gøre behandlingen så effektiv som muligt, er det jo ikke meningen, at den pårørende skal opgive sit arbejde eller lignende (se: ”Hvor langt rækker mine ressourcer…).
Mange har stor skyldfølelse i forbindelse med, at deres pårørende er i behandling for psykiske problemer. De frygter, at behandlerne stiller sig kritisk over for dem. Så er det ikke kun den psykisk syge, der har det svært i forbindelse med et behandlingsbehov, men også den pårørende. Som pårørende vil mange ofte være i en form for krise, hvor det er svært at bære kritik. Presset gør, at man mistolker og hører udtalelser som kritik, uden at de er ment sådan. Snarere kan de være udtryk for manglende forståelse af den pårørendes situation.
Derfor trækker mange pårørende sig dels af frygt for kritik, men især også fordi de nu har behov for at blive aflastet i denne kritiske situation. Dette er en ærlig sag, og det er vigtigt for behandlerne (og den sindslidende) at blive orienterede om, hvordan situationen er. På den måde kan behandlerne bedre tilrettelægge samarbejdet fremover (en del af: den nødvendige åbenhed).
Mange pårørende har dårlig erfaring med kontakten til
behandlerne, de psykiatriske afdelinger og distriktspsykiatrien. Der kan have været mange grunde til det. En af de hyppigste årsager er at første kontakt ofte foregår under dramatiske omstændigheder, tilspidsede situationer, hvor der ofte er modsatrettede interesser, der skal tilgodeses. Men det betyder, at mange pårørende undlader mange pårørende at vise interesse for et samarbejde, fordi de ikke synes at de bliver hørt, forstået, at man ikke tror på dem eller at er uenig i vurdering af situationen. Det forværrer ofte behandlingsforløbet med nye skuffelser for de pårørende til følge.
Hvis det er tilfældet, er der kun én løsning af den ulykkelige situation: De pårørende må endnu engang forsøge at få kontakt med behandlerne, og få vist interessen for et samarbejde, så risikoen for gentagelse af en ny uheldig udvikling nedsættes. Ofte kan pårørende have gavn af , at de sammen møder op, og at de inden har fået snakket om, hvad de har behov for at få at vide, og hvad de kan yde. F.eks. kan det være afgørende for pårørende, at udskrivning sker planlagt og ikke pludseligt, eller at en dagsaktivitet bliver iværksat m.h.p. at styrke den sunde side hos den psykisk syge, eller at distriktssygeplejersken kommer på ugentligt besøg i hjemmet for at sikre, at den syge ikke yderligere isolerer sig, men bl.a. fastholder sin medicinske behandling.
