Distriktspsykiatri skal være omdrejningspunktet for en tidssvarende psykiatrisk behandling og – hvor det er relevant – socialpsykiatrisk støtte. Distriktspsykiatrien skal – som indgangen til det integrerede psykiatritilbud – planlægge og koordinere behandling og støtte.
Det enkelte menneskes selvbestemmelse skal respekteres. Brugeren af det psykiatriske system skal inddrages i en åben dialog og støttes i at tage ansvar for egen tilværelse og behandling (empowerment). Håbet om et tilfredsstil-lende liv på trods af psykisk lidelse skal fastholdes (recovery). Faglighed og ansvarlighed skal præge tilbudet samtidig med at den enkelte får mulighed for at leve et liv på egne præmisser – mindste middel princippet. Respekt for det hele menneske er styrende.
Den sociale dimension i det samlede psykiatritilbud sikres ved opmærksomhed på det pågældende menneskes netværk - familie, social situation (arbejde og fritid) m.v. Det distrikspsykiatriske center skal indgå i et tæt samspil med andre sundhedsmæssige, sociale, arbejdsmarkeds-mæssige og frivillige instanser i området, og varetage konsulentfunktion, rådgivning og supervision.
En distriktspsykiatrisk enhed skal dække et område med et tilstrækkeligt antal indbyggere til at varetage alle almene voksenpsykiatriske funktioner på et vidensbaseret fagligt højt niveau (evidens). Den skal indeholde de nødvendige behandlings- og støtteteam der hver dækker et befolknings-underlag af en sådan størrelse at teamets medarbejdere sikres lokal-kendskab og mulighed for samarbejde med eksisterende netværk. Teamene og deres placering afpasses efter lokale sociale strukturer såsom kommuner eller socialdistrikter.
Centrene skal være åbne for selvhenvendelse og modtage akutte henvis-ninger fra samarbejdsparterne. De skal varetage visitation og behandling af alle former for psykiske lidelser, hvor der er behov enten for tværfaglig eller specialiseret psykiatrisk behandling.
Er der behov for indlæggelse visiterer distriktscentrene til dette. De psykia-triske afsnit skal være back-up for de distriktspsykiatriske team. Teamet skal varetage eller koordinere fortsat behandling under indlæggelsen. Derved er det muligt at håndtere komplicerede kombinationer af psykisk sygdom og sociale problemer i distriktspsykiatrien med indlæggelse med et specifikt formål, når behandlingen ikke kan varetages i eget miljø.
I centeret skal der være team for hurtig og tidlig intervention til fortrinsvis mennesker med ikke-psykotiske lidelser. Teamet har tæt samarbejde med egen læge, som kan henvise til vurdering og behandling. Ligeledes skal der være samarbejde med kommunen om de generelle sociale problemer, som brugergruppen kan have. Langt de fleste mennesker med en ikke-psykotisk lidelse skal fortsat behandles hos egen læge og praktiserende specialist. Dette kræver imidlertid en høj grad af tilgængelighed og ekspertise. Nogle vil have udbytte af mere centraliserede specialtilbud.
For de mennesker, som lider af en langvarig psykose, skal ansvaret for behandling og social støtte være entydigt placeret i psykoseteam. En optimal organisationsform er Opsøgende Psykoseteam (OP-team). Et tværfagligt team med både biologisk, psykologisk og social ekspertise har det vedvarende ansvar for behandling og støtte. Teamet leverer selv de fleste ydelser og har ansvar for at fremskaffe og supervisere resten. De personrettede tilbud fx bostøttemedarbejdere og støtte- og kontakt-personer fra det sociale system skal integreres i teamet. Dette betyder en mere resourceøkonomisk og sammenhængende indsats. De sociale komplikationer som misbrug, hjemløshed, kriminalitet, dårlig fysisk sundhedstilstand, isolation og øget selvmordshyppighed kan forebygges mere effektivt, når kontakten fastholdes.
Ansvaret for at fastholde kontakten – som er den afgørende faktor for at hjælpe de mest syge – skal være entydig og overskuelig for brugeren. Én person i teamet er den sindslidendes faste kontaktperson til det kommunale sociale system. Benyttelsen af de almindelige sociale tilbud f.eks. praktisk og økonomisk hjælp og kommunale aktivitets- under-visnings- og beskæftigelsestilbud skal sikres ved teamets hjælp.
Den specialiserede og tværfaglige indsats skal ud i lokalsamfundet – væk fra de psykiatriske sengeafdelinger. Dette fokusskifte bedrer mulig-hederne for at vurdere og behandle den pågældendes problemer i den sammenhæng, hvor de opstår og forløber, med henblik på tidlig intervention/forebyggelse og med den mest hensigtsmæssige ressource-anvendelse. Man vil i distriktspsykiatrien have mulighed for at få indseende i hjemmemiljøets betydning og for at intervenere i samspillet. En bredere “diagnose”, dvs. en forståelse der omfatter den totale funktionsbegrænsning, vil i højere grad være mulig at opnå i eget miljø frem for i en psykiatrisk sengeafdeling afsondret fra brugerens hverdagsliv.
En distriktspsykiatrisk organisering og tilgang vil reducere de uheldige følgevirkninger en indlæggelse kan indebære for både den sindslid-ende, netværket og eventuelle henvisende instanser. Den vil således give øgede muligheder for at gribe ind og afhjælpe problemet i sin helhed på et tidligt tidspunkt . Distriktspsykiatrisk varetagelse af den psykiatriske indsats i eget miljø, ændrer radikalt indlæggelsesbehovet og behovet for hospitalssenge. De frigjorte ressourcer kan med fordel anvendes til at intensivere og specialisere den distriktspsykiatriske indsats.
En væsentlig grund til indlæggelse er aflastning i forbindelse med tilbagefald til en sværere sygdomsfase. En distriktspsykiatrisk organisering, som her beskrevet, kræver en prioritering af ressourcer, som giver mulighed for en forebyggende, fleksibel og intensiv støtte i eget hjem eller anden øget støtte i lokalmiljøet.
Særlige specialiserede indsatser f.eks. over for unge med debuterende psykose (OPUS-team) kan i regionen være tillagt specialteam med et større dækningsområde. En nødvendig centralisering må altid afvejes mod den ulempe, det indebærer at indsatsen flytter geografisk længere bort fra lokalmiljøet med nedsat kendskab til dette som følge.
Uddannelse, forskning og fagligt stimulerende miljø, som kræver større faglig bredde, skal tilgodeses ved hjælp af murstensløse netværk med udgangspunkt i flere distriktspsykiatriske centre, deres stamafdeling og andre relevante samarbejdsparter i en given region. For at opretholde forskning og uddannelse på det højest mulige niveau er det vigtigt at facilitere samling af den nødvendige forskningsmæssige tyngde.
De nødvendige ressourcer til den her beskrevne distriktspsykiatri vil – i forhold til de i dag anvendte – være væsentligt større. Der skal være færre brugere pr. medarbejder og der skal sikres ressourcer til den integrerede nødvendige socialpsykiatriske indsats. Der skal ligeledes være ekspertise og ressourcer til forskning, uddannelse og behandling af de mere komplicerede og alvorlige ikke-psykotiske lidelser. Der skal bevidst satses på, at behandlingen finder sted i de psykisk syges eget miljø, og at ansvaret – sammen med de nødvendige ressourcer – entydigt er placeret i det distriktspsykiatriske center.
Se www.distriktspsykiatri.dk
