• Deltagelse i familiesamtaler

Behandlere er i stigende grad blevet opmærksomme på vigtigheden i at inddrage de pårørende i behandlingen. Derfor vil de fleste pårørende opleve, at de bliver indkaldt til familie- eller pårørendesamtaler. Der kan være flere formål med disse samtaler.

Af etiske grunde skal den sindslidende være indstillet på, at de pårørende inddrages. I sjældne situationer kan de pårørende inddrages uden patientens accept (for eksempel: Svær senil demens, selvmordsforsøg på baggrund af svær depression).

Første møde i begyndelsen af behandlingskontakten vil typisk handle om, at behandleren får supplerende oplysninger fra pårørende om den syges liv, så diagnosen kan blive så præcis som muligt. Problemet med psykiske lidelser er, at vi jo ikke som ved et brækket ben kan tage et røntgenbillede af sjælen, og se hvordan den er ”brækket” og dermed give den korrekte behandling. Et af de vigtigste redskaber til at forstå, hvad der er galt hos den psykisk lidende, er at få oplysninger om tidligere livsførelse og adfærd. Dér har de pårørende en meget stor værdi, fordi den psykisk lidende i mange situationer ikke er i stand til at give de nødvendige oplysninger. Det kan enten være fordi vedkommende ikke kan huske det eller fordi han er opslugt af sin sindslidelse på en sådan måde, at vedkommende ikke kan koncentrere sig omkring spørgsmålene. Det kan også være fordi at sindslidelsen farver fortiden i en sådan grad, at fortiden huskes urealistisk. Vi ved alle sammen, at det kan være vanskeligt at huske, hvad der præcist foregik for selv kort tid siden, og derfor er kontakten til familie og pårørende meget vigtig m.h.p. at få den rette forståelse af forløbet op til det aktuelle behandlingsbehov.

Senere i behandlingsforløbet bliver pårørende ofte inviteret til et møde med henblik på at give dem en orientering om den behandling, man har besluttet sig for på baggrund af den lidelse (diagnose), som man mener at vedkommende patient har.

I nogle situationer er det naturligt at pårørende bliver inddraget i den videre behandling. Det kan være i form af samtalebehandling, enten fordi problemerne kan have udgangspunkt i samlivsproblemer, eller fordi at en af parternes sindslidelse har påvirket samlivet i en sådan grad, at det har bragt et ellers sundt samliv ud af kurs.

Familie – og pårørendesamtalerne kan også have karakter af vejledning i, hvordan man skal forholde sig til den sindslidende i tiden fremover. Dette ikke mindst fordi de sindslidende udskrives hurtigt fra de psykiatriske sengeafdelinger, og man tilstræber ambulant behandling frem for behandling under indlæggelse. De lange forløb i distriktspsykiatrien, hvor patienterne bor i eget hjem sammen med deres familie og pårørende, nødvendiggør også et tæt samarbejde, hvor de pårørende indgår som et naturligt element (se Hjælp og samarbejde med den psykisk syge og Samarbejde med behandlingssystemet)