Psyknets brevkasse får mange henvendelser om hjælp til at løse en krise. De følgende eksempler viser hvor forskellige kriser er og samtidig hvor meget de ligner hinanden. Fælles for spørgsmålene er, at den der henvender sig ikke kan løse sit problem, og sådan defineres Krise.
Mistet tillid giver krise!
Kære Psyknet.
For at gå direkte til problemet. For snart et halvt år siden fandt jeg ud af at min kæreste havde kørt en mail-flirt med en kvindelig kollega på sit arbejde. Og de havde også mødtes kortvarigt i hemmelighed på jobbet og krammet og småkysset. Jeg havde i månederne op til min opdagelse haft en fornemmelse af at noget ikke var som det burde være. Jeg har vist af natur en temmelig kraftig intuition ( ikke altid særlig sjovt). Det skal lige siges at i den tid det stod på var min kæreste ikke mindre kærlig eller opmærksom over for mig, men denne kollega begyndte bare at "fylde" mere og mere i vores hverdag. Jeg konfronterede ham med min viden, jeg fandt en del af disse mails nemlig, og tog udskrifter af dem. Han har bedyret at det var afsluttet inden jeg opdagede det, at der ingen følelser var mellem dem...at der ingen sex havde været overhovedet..og at han ikke ved hvorfor det skete og at han fortryder bittert. Det jeg væmmes mest ved er at hun kunne være hans mor næsten og at de stadig arbejder tæt sammen.Jeg forsøger at tilgive ham og komme videre. Jeg elsker ham højt, vi planlægger barn sammen, ægteskab o.s.v. Jeg har satset alt på dette forhold...rykket mine børn op med rode...solgt min forretning i den anden ende af landet. Min kæreste har sværget at det er mig han vil blive gammel med og at han aldrig vil såre mig igen. Et eller andet sted tror jeg ham, men når han så skal arbejde over ( hvilket altid er sket ofte)så kan jeg mærke uroen brede sig i kroppen. Jeg begynder at ryste og får det virkelig skidt.Hvordan pokker skal jeg dog glemme det skete og slette de dybt indprintede mails jeg går rundt med i mit hoved?? Jeg er så frygtelig ked af at jeg har mistet tilliden til det menneske jeg elsker overalt på jorden. Jeg er så bange for at miste ham i den sidste ende, pga min angst for at miste ham!!Jeg kan også mærke at det går ud over min koncentration over for mine børn.Jeg har aldrig tidligere oplevet at have det sådan, og disse følelser og nedture skræmmer mig virkelig og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.??
Håber herigennem at kunne få et råd, selvom min historie er kogt langt ned....ellers fik jeg da i det mindste luft.
Mvh. Quind på 30.
Svar:
Tillid opbygges langsomt og mistillid kommer i løbet af ingen tid. Hvor er verden uretfærdig.
Men sådan er det nu engang og du må i gang på ny.
Mon ikke du har brug for professionel hjælp dels til dig selv, dels i sammen med kæresten? Få bearbejdet problemet mhp at komme videre!
Du lyder til at være røget ind i en krise, 2 børn fra tidligere "ægteskab", mon du tidligere har oplevet svigt? som gør dig særlig sårbar?
Enke i 2 år og stadig i krise, kronisk krise kan give psykisk lidelse!
Jeg mistede mine 2 børns far for 2 år siden.
Jeg bliver ved med at græde dagligt over det, f.eks. hvis jeg ser en mand lege med sine børn, eller jeg er nede og handle og en far har sit barn med. Jeg svinger meget i min handlekraft, nogle gange orker jeg dårligt at stå op til en ny dag, få børnene afsted o.s.v
Jeg har været hos 2 psykologer, men jeg græder stadig.
Jeg tænker ofte på selvmord, da jeg lever i dette kaos, men gør det jo nok ikke pga børn.
Er det ikke unormal lang tid, at jeg har det så dårligt? Hvad vil I råde mig til?
Mvh en 30 årig kvinde
Svar:
Meget kunne tyde på, at den krise du blev bragt i, har sat sig fast med depressive symptomer.
Det er ganske naturligt at særlige situationer rammer en følelsesmæssigt selv flere år efter den traumatiske oplevelse. Men din korte beskrivelse tyder på, at det er mere alvorligt.
Jeg vil foreslå dig, at du opsøger din læge mhp dels en vurdering af, om du skal i en medicinsk behandling (antidepressiv) og om du skal henvises til en specialist, der både kan tage vare på den medicinske og psykologiske behandling.
Det kan også være, at du skal inddrage kommunen eller nogen i din omgangskreds mhp aflastning og hjælp til at klare det praktiske, så du har mere overskud til børnene, som netop har brug for en mor, der kan yde ekstra forældreomsorg, nu hvor de ikke har deres fars omsorg og opmærksomhed.
En krise spreder sig ofte til hele familien!
Hej!
Jeg er en pige på 21 som kommer fra købh., men bor nu hos min kæreste i sønderjylland.
Mit "problem" er min svigerfamilie.
De vil ik' acceptere mig og det er nu kommet så langt, at de har sagt til min kæreste, at "med hensyn til hende(mig) så har du tabt i lotterie" og "en spade er en spade" etc.
Jeg har meget svært ved at finde ud af, hvordan jeg skal tackle dette her.
Min kæreste siger, at de ik' skal bestemme, hvem han skal være sammen med. Han vil komme hos dem og hvis de så begynder at snakke om mig, så beder han dem om at holde kæft.
Det lyder jo umiddelbart som en god løsning for begge parter.
Bare ik' for mig - jeg kan ik' leve med, at han ser dem, når han er sammen med mig.
Og det er ik' fordi, jeg vil sidde på ham, men jeg har brug for at han viser mig den respekt at "vise dem vejen ud" især efter deres behandling af mig.
Men er det fair af mig at forlange det???
Vi (min kæreste og jeg) har snakket om at jeg skulle flytte hjem (til købh.) og dog stadig komme sammen, men det har jeg ik' meget lyst til, for det er jo det samme som at flygte fra problemerne.
Eller er det???
Mvh Marie
Svar:
Det er ikke let for nogen parter, når først situationen er som du beskriver!
Jeg tror, at der skal sluges mange kameler i jeres familie og hans familie i den kommende tid, hvis du og din kæreste skal have en fremtid sammen.
Jeg tror, at du skal lytte til din kærestes løsning af problemet og ikke være alt for krævende mhp "respekt, som du vil have den vist". Efter hvad du skriver lyder det til at din kæreste viser dig megen respekt. Han har det givetvis meget svært, når familien i den grad er efter ham. En lykkelig udgang af denne situation kræver, at du tror på ham og støtter ham helhjertet i hans forsøg på at holde sammen på familien og samtidig leve, det liv han vil.
”Utroskab” og kærlighed giver mange kriser livet igennem!
Hej Psyknet!
Så er det første gang, jeg prøver at spørge en til råds.
Det hele startede for 7 år siden. Jeg fandt en dejlig kæreste og efter 9 måneder blev hun gravid. Det var fint nok, og vi havde det godt med det. Kort efter fødslen blev hun gravid igen! Inden nr. 2 kom, blev vi gift. Vi har netop haft 5 års bryllupsdag.
Vi har altid kunnet snakke godt med hinanden. Men den sidste tid har været lidt af et helvede. Når jeg kører hjem fra arbejde og lign., har jeg mavepine. Jeg føler mig fuldstændig død indvendig, og overvejer kraftigt at "forlade skuden".
Min kone - som er 8 år ældre end mig - har altid været sød, kærlig og forstående. Hun er en utrolig god mor til vores børn. Vi diskuterer sjældent - og hvis vi endelig gør det - er det om børneopdragelsen.
Jeg ved, jeg kan være noget af en humørsvinger, men jeg har aldrig været så langt nede som nu. Jeg er kommet i tvivl, om jeg elsker hende. Selvom jeg siger til mig selv, at det burde jeg, for vi har alt, hvad man kan ønske sig. Godt helbred alle sammen, hus, biler, gode jobs mv. Men hvorfor føler jeg mig så "død"? Jeg har det, som er jeg ved at blive kvalt!
Jeg er måske faldet for en anden pige. Hun er på min alder. Vi har først lige lært hinanden at kende. Ikke forstået på den måde, at der er noget mellem os. Hun ved formentligt ikke, at jeg er "brændt" varm på hende. Det er selvfølgelig forkert, og jeg prøver også at sige til mig selv, at jeg skal styre mine følelser - det er bare svært!
Hvad gør jeg? Er en skilsmisse det rigtige? Vi har snakket om, at vi har problemer, men jeg har nok ikke fortalt hele sandheden - altså at jeg overvejer og forlade det hele. Men kan man tillade sig at forlade det hele, når "man" burde have det godt og være lykkelig? Hvorfor er jeg det så ikke?
Mand på 30 år.
Svar:
Hele sandheden er vel at du har (eller tror du har) mødt en anden. Det er vel her du skal starte med at være ærlig overfor din kone som du har givet tilsagn om en fremtid sammen.
Det er psykologiske forsvarsmekanismer der gør at du har det som du skriver, fordi du ikke tager konsekvensen at dine drømmerier. Konsekvensen er enten at følge drømmene eller at smide dem ud og være åben omkring det.
Hvad du skal gøre finder du måske bedst ud af ved at forestille dig, at det var hende der havde skrevet denne email, fordi hun var brændt varm på en fyr!
Misbrug i familien skaber krise
Jeg er alvorlig bange for min søn er ude i et misbrug han har vanskeligt ved at have kontrol over. Han har tidligere været afhængig af morfika. Det er hospital relateret, da han har haft en alvorlig fysisk lidelse. Pga mange smerter han i sin sygdoms periode på et par år havde, blev han fyldt med stærk morfika. Han fik aldrig professionel hjælp til nedtrapning, og har måtte opsøge utallige læger og hospitaler som gentagne gange har givet ham morfika.
Hans nuværende læge har fået ham registreret som misbruger, og det har heldigvis hjulpet i lang tid har han ikke talt om han har fået morfin eller lign præparat. Men nu er den nok gal igen, han har i hvert fald lige fået noget hos lægevagten, da generne åbenbart var kommet tilbage. Jeg har tidligere set ham tydelig abstinent. Han har en enkelt gang været på et misbrugs afvænnings center, men i følge ham selv mente de ikke, at hans problem var så stort, så det blev ved den ene gang. Jeg er alvorlig bange for hvad der vil ske ham hvis han nu ikke kan få det under kontrolleret former (hos lægen).
Han bliver vred på mig når jeg nævner det for ham.
Hjælp hvad kan jeg gøre for ham. for at få ham til at forstå, hvor farligt det er for ham. Jeg arbejder selv på en psykiatrisk afd., og møder desværre mange misbrugere der. Det gør mig virkelig bange for jeg elsker ham meget højt, og vil gøre alt for han kommer ud af det skråplan han muligvis er på vej ud i. Kan jeg få et kvalificeret råd vil jeg være meget taknemlig.
En mor på 42 år.
Svar:
Pårørende til misbrugere bringes ofte i en meget vanskelig situation, når de forsøger at fastholde virkeligheden og kalde et misbrug for et misbrug. Der er ofte ingen lette veje eller genveje. Misbruget er tit kendetegnet ved fornægtelse af realiteterne.
Det kan måske være en hjælp at anskue situationen ud fra, at man må finde den mindst dårlige løsning. Det giver én en bedre mulighed for at acceptere ubehagelige men nødvendige beslutninger.
At kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade kan i sidste ende bringe den misbrugende på rette køl og gør man det ikke vil misbruget blot eskalere. Det er lettere sagt end gjort, men i stor udstrækning handler det om grænsesætning. En grænsesætning der inkluderer ens egne grænser (hvad man vil være med til og ikke vil være med til).
Man mennesker lider under en misbruger i familien, mange familier må opgive kontakten til misbrugeren for ikke at blive indviklet i misbrugs adfærden.
Misbrug er en voldsom lidelse der ikke alene inddrager misbrugeren, men i høj grad også påvirker familien og forgifter samlivet.
Kontakten til behandlingssystemet kan bringe én i krise
Hej Psyknet
Oplysningerne ovenfor vedrører min kæreste som har fået stillet diagnosen personlighedsforstyrrelse, grænsepsykose af narcissistisk karakter.
Jeg har et par gange haft mulighed for at få en samtale med en psykiater på den lukkede afdeling, hvor min kæreste nu er indlagt for 2. uge.
Jeg har på en vis måde tillid til at de på psykiatrisk afdeling gør deres arbejde ordentligt, men det kan jo aldrig skade at få en "second opinion" og da jeg holder meget af min kæreste, vil jeg høre om i kan sige noget om behandlingsmuligheder, helbredelsesmuligheder og noget rent fagligt om diagnosen.
Situationen er den at min kæreste oplever et stærkt afhængighedsforhold til mig og er meget jaloux anlagt. Hun har lavt selvværd, har lidt af spiseforstyrrelser, har vanskeligt ved at være alene og koncentrere sig om sit studie. Det største problem er p.t. at hun ikke kan håndtere det faktum at jeg af og til går ud med vennerne uden hende, idet hun er af den opfattelse at det eneste formål at jeg har ved at gå " i byen " er at forlade hende for en smukkere og mere tiltrækkende kvinde. Hun ser en film kører en lørdag aften, hvor jeg møder andre kvinder og forlader hende. I de situationer bliver hun angst og har endog forsøgt selvmord flere gange. Jeg har følelsen af at hun ikke kan have tillid til mig, selvom jeg virkelig gør alt for at hun skal føle sig elsket og afholdt. Jeg er en fuldstændig almindelig ung mand, som ikke accepterer utroskab og mit største ønske er at kunne være sammen med min kæreste (i rask tilstand ) at få børn med hende osv, da jeg elsker hende meget.
Men jeg er frustreret over at hun nu gennem snart et halvt år ikke synes at forstå og føle at jeg elsker hende, men reagerer ved at blive dårligere og dårligere og nu er indlagt på en såkaldt åben skærmet afdeling. Jeg har brug for nogle råd: er der en redning forude ? kan jeg ligeså godt forlade hende nu, fordi hun blot vil få det dårligere jo længere tid jeg bliver ved hende ? Hvad skyldes hendes "sygdom" og hvad er de bedste muligheder for behandling ?
Mvh en frustreret kæreste.
Svar:
Din kæreste har formentligt pba sin psykiske lidelse svært ved håndtere tanker om utroskab og lignende. Tanker som vi alle får, når vi lever i et parforhold, men pga den psykiske lidelse du beskriver hun har, har hun ikke for nuværende det nødvendige psykologiske værktøj til at løse hverdagens problemer i parforholdet.
Hvis hun tilbydes samtalebehandling kan hun trænes i psykologisk træning af hverdagens problemer og hvis I tilbydes parterapi/parsamtaler, kan du og hun lære, hvordan problemer kan løses. Det kan være at lægerne vil vurdere, at din kæreste vil have gavn af medicin som kan støtte hende i at fastholde konstruktive tanker og løsninger i hverdagens psykologiske udfordringer.
Hvis jeres forhold skal have en mulighed for at udvikle sig positivt, må du jo også tage din adfærd op til overvejelse, og se på om det er i orden alle de gange du er gået i byen uden hende, om der kunne være en grund til, at det ikke var det?
Tidligere ville man kalde lidelsen for Borderline.
