Børn | Familie til en med sindslidelse 1

For et barn er det meget alvorligt, når en af dets forældre er psykisk lidende. Jo tidligere i dets barndom, det sker, jo alvorligere kan det blive. Barnet er sammenlignet med en voksen endnu dårligere til at skelne, hvad der er sygt, i forhold til hvad der er normalt.

Det kan for eksempel betyde, at hvis et barn går sammen med en psykisk syg forælder, kan det få problemer med dets realitetssans (kende forskel på hvad der er virkelighed og hvad der er fantasi og tanker). Barnet lærer den syges forkerte verden og ved ikke, hvad den virkelige verden er. Når forælderen siger til det lille barn, at der er gift i maden, eller at naboen aflytter dem med telefonen, så tror barnet på det.

Derfor er det vigtigt, at børn i deres barndom har tæt kontakt med den raske forælder. Man kan sige, at den raske forælder må være primær forældrefigur. Det har vist sig, at børn med denne mulighed ofte får en naturlig opvækst, der ikke stiller dem ringere i deres videre udvikling end andre børn, der vokser op hos deres forældre.

Den raske forælder må derfor være ekstra opmærksomme på, at børnene i hjemmet skærmes, når den anden forælders psykiske lidelse er særlig påtrængende. Såfremt familien forstår at indordne sig og tage hensyn til den psykiske lidelses påvirkninger af familielivet, vil de hjemmeboende børn kunne vokse op under forsvarlige forhold.

Det er oftest i en meget sen alder - hvis det overhovedet sker – at det går op for børn af psykisk syge, hvor belastede de har været af det. Behandlingssystemet er først nu begyndt at blive opmærksom på de store opgaver, der ligger i at hjælpe specielt børn af psykisk syge forældre. Se ”Netværk for netværk”.