Meget naturligt må man som samlever overveje, om familielivet tilgodeser børnenes tarv. Afhængig af lidelsens grad og børnenes alder i forbindelse med sygdommens start, kan det være mere eller mindre kompliceret at have børn, når én af parterne har en psykisk lidelse.

Det har vist sig, at børnene kan lide overlast, hvis én af forældrene har en psykisk lidelse, især hvis barnet udelukkende bor sammen med den forælder, der har en psykisk lidelse. En del børn udsættes for omsorgssvigt – især psykisk, men til tider også fysisk. Det er vigtigt, at man overvejer, om man ikke kunne have gavn af nogle af de mange tilbud, som kommunen kan tilbyde (spørg i familieafdelingen eller børne-ungeafdelingen). Man kan også blive henvist til Børne-ungdomspsykiatrisk afdeling, som ligesom kommunen kan være behjælpelig med at anvise, hvilken form for hjælp og støtte, man fagligt mener, børnene kan have brug for.

Det er med dette problem som med så mange andre: jo tidligere man får iværksat den støtte, der kan blive behov for, jo bedre virker den, og jo mindre indgribende vil hjælpen skulle være. Som samlevende skal man ikke glemme, at de ansatte i offentlige institutioner har skærpet indberetningspligt overfor kommunens Børne-ungeafdeling, såfremt de får indtryk af, at et barn ikke trives tilfredsstillende.

Mange forældre undlader at søge hjælp i tide af frygt for, at en henvendelse kunne ende med en tvangsfjernelse. Det er tvangsfjernelserne, man læser om i ugeblade og aviser og ser i Tv eller hører om i radio. Det sker imidlertid kun i en brøkdel af alle de hjælpeforanstaltninger, kommunen i øvrigt tilbyder forældre med børn, der har brug for hjælp. Man kan selvfølgelig ikke afvise risikoen for, at kommunen vil reagere på en anden måde, end man som selv-henvendende forælder ville forvente. Generelt kan man imidlertid sige, jo tidligere man henvender sig med henblik på at få hjælp, jo mindre er risikoen for, at man ikke bliver enige med kommunen om den rigtige hjælp til sit barn. Se også Børn.

HTML Hit Counters