Forælder-evnen handler om at passe på sit barn, at være i stand til at se sit barns behov og sikre, at det tilgodeses. Man skal have overskud til at vurdere barnets situation og bestemme, hvad barnet skal deltage i, og hvad det ikke skal beskæftige sig med.

Der er en usynlig grænse mellem ”voksen-liv” og barnets liv, denne grænse flytter sig i takt med barnets udvikling, og som tiden går, bliver barnets deltagelse i forælderens liv mere ligeværdigt, uden at generationsskellet forsvinder helt.

Børn har fra fødslen behov for en stabil forælder, som det altid kan henvende sig til og få at vide, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Med årene aftager dette behov, men behovet er der ofte længere, end mange forældre umiddelbart forventer. Også teenagere har brug for den tryghed, rammer giver til at udvikle sig i; der er selvfølgelig tale om rammer og modspil, der er forskellige fra dem, et 3-års barn har brug for, men princippet er det samme

Jo ældre barnet bliver, desto større krav sætter det til forælder-evnen. Mange forældre - ja mon ikke alle forældre - må se i øjnene, at der har været stunder i barnets udvikling, hvor der ikke var det psykiske overskud til at være mønsterforælder. Det kræver indimellem et ganske stort overskud at være på forkant med situationen, når problemerne opstår. Børn er grænsesøgende, og jo ældre de bliver, desto vanskeligere kan det være at se skellet mellem det modne barns behov for frihed og de nødvendige rammer i hverdagen.

HTML Hit Counters