• Forælderevne
• |
• Forælder-evnen
• |
• Stress og psykisk lidelse
• |
• Hjælp til børnefamilier med forældre med psykisk lidelse

Lever man i et parforhold, er det vigtigt at få hjælp af sin samlever, så børnene får den omsorg, de har brug for. Hvis man selv har en psykisk lidelse, kan det være vigtigt, at ens samlever bliver det, vi i fagsproget kalder ”primær forælder-figur”.

”Primær forælder-figur”, er den person blandt de voksne i familien, der tager sig af børnene og de problemer, der knytter sig til opdragelse og sikring af, at de daglige ting fungerer.

Kommunen er forpligtet til, at sikre at børns opvækst er tilfredsstillende. Kommunen har også en pligt til at fjerne børn, hvis de lider vanrøgt, eller man må have mistanke om, at deres opvækst vil skade dem som voksne.

Ansatte i psykiatrien har skærpet oplysningpligt til kommunen. Det betyder at mistanken om at et ikke trives, skal medføre en indberetning til kommunen. Det er kommunen der så tager stilling til, om der er et problem der skal løses. Meningen er at få startet en hjælp til barnet så hurtigt som muligt. En hjælp, der ofte vil betyde hjælp til forælderen, så familien kan forblive sammen.

Familievejleder og hjemme-hos’er er ansatte i kommunen. De tager ud i hjemmene og hjælper de voksne med at være forældre og får familien til at fungere.

Aflastningsfamilier er familier, hvor barnet kan være i perioder, når den psykisk syge forælder har behov for aflastning enten for at undgå stress og dermed risiko for tilbagefald eller i forbindelse med tilbagefald.
”Min mor er et forbyttet Jesus-barn. Det siger hun selv. Og det er også o.k. for mig! Bare jeg ikke hele tiden skal være discipel. Når det klikker for hende, bliver hun indlagt. Så flytter jeg ned til Jensens på 2. sal. Det er min aflastningsfamilie, men jeg kalder dem for onkel og tante og Monse. Monse er vores kat.”

Erfaringen har vist, at det er vigtigt, at børn i deres opvækst har kontakt til en eller flere forælder-figurer, der ikke har en psykisk lidelse. Det er fordi, at barnet udvikler sig udfra forælderens levemåde.

”Min barndom med en syg mor har smittet af på hele mit liv og min opfattelse af virkeligheden. Hvordan ved man som barn, om noget er sandt? Fordi din mor siger det! Jeg er vokset op i den tro at min mors verden var virkelig og selv længe efter, jeg har befundet mig i den virkelige verden, er jeg mærket af min mors syge mønstre, som lever deres eget liv og hiver og slider i mig!”

Jo yngre barnet er, desto tættere skal voksen-kontakten være. For nogle børn i før- og puberteten kan en god kontakt til en voksen i fritidsklub, en kammerats familie eller lignende være tilstrækkelig. Kommunen vil kunne være behjælpelig med dagsinstitutionsplads evt. døgnplads.

Det er vigtigt at få taget fat om problemet så tidligt som muligt. Erfaringen har vist, at jo længere man udskyder den nødvendige diskussion om ”Er der overhovedet et problem?” jo sværere er det at finde en tilfredsstillende løsning.

Er man forælder, der er bekymret for sit barns opvækst f.eks. fordi hverdagen ikke fungerer, der er problemer i børnehave, skole eller andet, så kan man henvende sig til sin sagsbehandler i kommunen og få den nødvendige hjælp til, at ens barn ikke lider overlast på grund af ens sindslidelse. De fleste forældre vil få bedre mulighed for at komme sig, når barnet trives og familielivet ligner et normalt liv igen.