Ved man, at man lejlighedsvis har tendens til at få opblussen af sindslidelse, er det meget vigtigt, at man aftaler rejsen med sin behandlende læge. Får man medicin, skal denne indtages meget omhyggeligt. Man skal sørge for at få ekstra medicin med, og aftale hvad man skal tage, hvis man fornemmer, at der er et tilbagefald på vej. Det er en meget lille ulempe at tage ekstra medicin sammenlignet med en indlæggelse på en primitiv psykiatrisk afdeling. Har man erfaring for, at der kan komme tilbagefald med en vis hyppighed, bør man overveje at undgå rejsemål udenfor Vesteuropa og USA.

Når man rejser ud og er i behandling for en psykisk lidelse, er det en god idé at få sin psykiater til at udfærdige en skrivelse (på engelsk), hvoraf det fremgår, hvad man fejler, og hvilken medicin man sædvanligvis indtager og har med. Det sidste kan også være en fordel, hvis man løber ind i mistænksomme toldmyndigheder.

Det er ikke nemt at få hjælp i det fremmede, fordi en opklaring af hvilken psykisk lidelse, der er tale om, kræver samtale, som ofte er vanskelig eller udelukket på grund af sprogproblemer.

Standarden på de psykiatriske afdelinger er som oftest langt under den, som findes i Danmark. Der er nogle steder tale om nøgne celler med stålstænger for døre og vinduer og en madras på gulvet.

HTML Hit Counters