Uddannelse.

Det er med psykoterapeutisk arbejde som med alt andet arbejde, det kræver professionalisme, for at produktet bliver tilfredsstillende. En del psykoterapeuter (og især på det private marked) har ikke bare minimum af en nødvendig uddannelse til, at man vil kunne forsvare at give sig selv i deres "hænder". Specielt er det alternative marked præget af folk, der har et talent for at tale med mennesker, og som derudover kun har gennemgået et kursus eller to på nogle uger eller måneder. En forsvarlig psykoterapeutisk uddannelse kræver års træning i teori og praktisk kunnen og egen terapi.

Egenterapi.

Man kan ikke blive psykoterapeut uden at have været igennem et længerevarende forløb af egenterapi, dvs. arbejdet med egne personlige problemer. Uden kendskab til selv at have været i psykoterapi kan man ikke gennemføre psykoterapi. Grundelementerne i behandlingen ligger i oplevet kommunikation, derfor må man have oplevet psykoterapien fra begge sider. Da terapeuten bruger sin psyke som redskab, er det vigtigt, at terapeuten psykisk er velfungerende. Derfor må terapeuten gennemgå en terapi, hvor terapeuten har bearbejdet egne problemer, ellers er der fare for at terapeuten under psykoterapi pådutter den, der skal have hjælp, sine egne problemer (f.eks. egne aggressive konflikter med forældre eller ægtefælle).

Supervision.

Man kan heller ikke udføre forsvarlig psykoterapi, hvis man ikke er blevet og fortsat bliver superviseret i sine psykoterapiforløb. Supervision betyder, at en mere erfaren kollega i psykoterapi overvåger terapiforløbet enten direkte (dette sker sjældent) eller indirekte. I starten af terapeutens karriere skal dette ske hyppigt, i en periode efter hver terapi. Senere i karrieren aftager hyppigheden, men terapeuten har hele tiden rettet sin opmærksomhed mod "hvad foregik der i terapien". Egenterapi er en forudsætning for, at terapeuten kan reflektere tilfredsstillende over en gennemført terapi.