Humanistisk terapi adskiller sig fra både kognitiv/adfærdsterapi og psykodynamisk terapi ved sin vægt på det direkte personlige møde mellem patient og terapeut. Den ligger i sin teori nærmere psykoanalytiske terapiformer end de kognitive terapier. Den har ikke en så udbygget psykologisk teori som baggrund, men bygger på almene psykologiske teorier om menneskets udvikling. Den særlige vægt den lægger på det oplevelsesorienterede møde mellem klient og terapeut gør at nogle anvender betegnelsen oplevelsesorienteret om sådanne terapiformer.

Der lægges i terapien særlig vægt på de følelser og forestillinger som patienten præsenterer i det terapeutiske rum og især på de som viser sig aktuelt i forholdet mellem klient og terapeut. Det er de aktuelle følelser som det drejer sig om. Der fortælles om væsentlige begivenheder fra fortiden men det er de aktuelle følelser som er i focus. Hvilke følelser knytter patienten til forskellige oplevelser og hvilken betydning har disse følelser for (at begrænse) hans livsudfoldelse i hans aktuelle tilværelse.

Terapeuten har en grundig viden om psykologiske og psykodynamiske teorier og anvender disse i sin analyse af sine egne oplevelser i terapien.
Rogers ( og Perls ) er nogle af de terapeuter som har ydet store og grundlæggende begreber til terapien. Rogers terapiform kaldte han klientcentreret terapi. Perls var gestaltterapiens grundlægger. Rogers lagde især vægt på den empatiske holdning til patienten.

Terapeutens reaktioner skal værdsætte og respektere klienten og være klare, forståelige og oprigtige i sine udtryk.

Perls lægger især vægt på her og nu aspektet i mødet mellem klient og terapeut. Det er et møde mellem to konkrete mennesker i et jeg – du forhold, hvor arbejdet består i at klarlægge hvad der sker i dette møde hvor klientens psykologiske problemer vil vise sig. Perls er måske især kendt for sine oplevelse orienterede eksperimenter i det terapeutiske rum – den varme stol.

Det er for den humanistiske terapi vigtigt at understrege at samtalerne foregår i en særlig terapeutisk ramme. Der er meget stærke følelser direkte i spil og det er vigtigt for både patient og terapeut at huske at det drejer sig om et tæt følelsesmæssigt men hele tiden professionelt forhold som er begrænset til det terapeutiske rum. Så snart terapitimen er slut er forholdet afsluttet (indtil næste session). Terapeuten er på arbejde (og får løn/betaling) og patienten kommer fordi han oplever et psykisk problem eller lidelse.

Klienten anstrenger – og skal anstrenge sig for at være så ærlig og oprigtig som muligt og afslører sine inderste følelser og tanker. Terapeuten kan ikke undgå at blive påvirket – og skal ifølge terapiens ide følelsesmæssigt påvirkes. At forholdet udelukkende eksisterer i terapitimerne er en sikkerhed for begge parter som tillader begge størst mulig åbenhed. I terapien er det terapeuten som har og skal have magten. Det er derfor også hans ansvar at denne magt begrænses til behandlingen og ikke viser sig i andre situationer. Rammerne og de måder som forskellige patienter forholder sig til dem på kan ikke undgå at blive et område i selve terapien.