Diagnoser anvendes for at lette og effektivisere behandlingsarbejdet med mennesker med psykiske lidelser og problemer. Hvis det gik alle mennesker med psykiske lidelser ens, uanset hvad man gjorde, var der ingen behandlingsmæssige grunde til at skelne mellem dem ved hjælp af diagnoser. Mennesker med forskellige diagnoser har forskellige forløb og konsekvenser af deres psykiske lidelse, og der skal gøres noget forskelligt for at hjælpe dem. Nogle psykiske lidelser vil som regel efter ingen eller kortvarig behandling forsvinde igen (fx kriser), mens andre ofte betyder livslang invaliditet (fx skizofreni). Denne viden, om hvorledes de enkelte lidelser, vurderet ud fra her og nu billedet, vil udvikle sig fremover, kaldes prognosen. Det er klart, at en sådan viden er af overordentlig stor vigtighed, både for det enkelte menneske og for samfundet. Denne viden er indsamlet ud fra mange års erfaringer, observationer og videnskabelige undersøgelser. Som nævnt i kapitlet om psykiatriens historie var det først i forrige århundredes begyndelse, at man opdelte lidelserne hos mennesker med sindssygdomme i de to store grupper skizofreni og affektiv (maniodepressiv) psykose, efter de to lidelsers forskellige forløb.

Der er tale om en forudsigelse, som er behæftet med en vis usikkerhed. Det skyldes to forhold. Dels kan det være vanskeligt at stille den rigtige diagnose ud fra et øjebliksbillede, og dels er der inden for den enkelte diagnose store variationer i forløbsformen. Derudover kan forløbet ændre sig afhængig af, hvilke påvirkninger personen bliver udsat for. Der er dels de spontane påvirkninger fra miljøet og dels de tilsigtede påvirkninger, fx fra psykiatrisk behandling.

Behandling hviler på erfaring og videnskabelige undersøgelser af, hvorledes forskellige påvirkninger ændrer forløbet i mere gunstig retning. Det er denne viden, som psykiateren og psykiatrisk personale anvender, når de udøver psykiatrisk behandling. Det kan fx dreje sig om valg af én form for psykofarmaka (antipsykotika) til skizofreni og en anden form for psykofarmaka (antidepressiva) til depression. Det kan også dreje sig om valg af én form for psykoterapi, (fx psykoedukativ behandling) til mennesker med skizofreni og en anden form for psykoterapi, (fx systematisk desensibilisering) til mennesker med fobier (angst for bestemte situationer).

For at øge information og erfaringsudveksling over landegrænser har man forsøgt at lave internationale diagnosesystemer. Det er en klar fordel, at man, hvis man finder en god behandlingsmetode i et land, også kan anvende den i et andet. En forudsætning herfor er, at man mener det samme med ordene, det vil sige, at det er den samme tilstand, man behandler i de to lande med den pågældende behandlingsmetode. For at opnå denne ensartethed har en organisation under FN, World Health Organisation (WHO) påtaget sig at opbygge et internatio­nalt diagnosesystem. Det er opstået ved, at psykiatere fra alle de deltagende lande har sat sig sammen og er blevet enige om, hvilke symptomer og øvrige kendetegn (fx varighed) der definerer de enkelte psykiske lidelser.

Det er ikke nogen let opgave, fordi hidtidig praksisvarierer fra land til land, bl.a. fordi den har en sammenhæng med sociale, politiske og kulturelle forhold. Fordi den danske sundhedsminister vedtager, at sadomasokisme ikke længere er en sygdom, påvirker dette ikke WHO's diagnosesystem. Man må derfor have tilpasninger i de enkelte lande, afhængig af hver deres forhold.

Et andet problem er, at USA har valgt at lave deres egen fortegnelse over og beskrivelse af diagnoser. For at imødegå dette har WHO valgt at ændre på diagnoseprincipperne, således at de er kommet tættere på de amerikanske.

Vi har i Danmark fra den 1. januar 1994 indført WHO's 10. udgave, ( ICD-10) som i høj grad lægger sig op af de amerikanske diagnoseprincipper.

I ICD-10 er neurosebegrebet er afskaffet. Det er uhensigtsmæssigt fortsat at operere med neurosebegrebet, når det er på vej ud. På den anden side er begrebet så kendt og fastslået i den enkelte danskers bevidsthed, at det vil undre, hvis neuroser ikke er nævnt i psyknet. Der vil være nogle henvisninger til de hidtidige betegnelser.

Det var en stor gruppe af lidelser, som enten viser sig ved særlige person­lighedsmæssige træk eller særlige symptomer som angst, depression og tvangstanker eller handlinger, som blev henført til neuroseområdet. Disse lidelsers forklaring og opdeling hvilede på psykoanalytiske teorier om personlighedens udvikling. Disse forklaringer er forladt som basis for diagnoser.

Både den amerikanske inddeling og WHOs tager principielt af­stand fra teorier om bagvedliggende årsager og udløsende faktorer og forsøger i stedet at inddele ud fra en teoriløs beskrivelse af symptomer. Ud fra erfaringen beskriver man nogle sammenhængende symptomer, som definerer en bestemt lidelse, der er karakteriseret ved et bestemt forløb. En undtagelse er lidelser, hvor årsagen er fysisk konstaterbare ændringer i hjernesubstansen (organiske hjernelidelser), som fx Alzheimers sygdom og en anden er krisetilstande, som er udløst af belastninger.