• Hvad er en diagnose
• |
• Formålet med en diagnose
• |
• De psykiatriske diagnostiske hovedgrupper
• |
• Hvordan stiller man i praksis en psykiatrisk diagnose

Når et menneske, som oplever det har psykiske problemer, opsøger en psykiater, er det vigtigste undersøgelsesredskab samtalen. Den pågældende fortæller om, hvilke problemer han oplever, og psykiateren stiller opklarende spørgsmål. Han observerer samtidig, hvorledes personen fremtræder. Måske er det ikke nok med én samtale. Psykiateren klarlægger hvilke symptomer der er tilstede. Når det er sket giver han en diagnose som defineres i diagnoselisten ved de pågældende symptomer. Alle mennesker er forskellige, og den måde, de psykiske lidelser ytrer sig på, varierer også fra menneske til menneske. Der findes diagnoser som svarer til atypiske symptomer.

Psykiateren vil i løbet af samtalen komme ind på hele personens fortid og opvækst, hvad han tidligere har haft af kropslige og psykiske lidelser og de aktuelle symptomer. Har han mistanke om, at lidelsen har forbindelse med en kropslig sygdom, eller med en direkte fysisk påvirkning af hjernen, kan han fortage forskellige undersøgelser for at afklare dette. Den helt overvejende del af de psykiske lidelser har dog ikke andre symptomer end de, som opleves ved samtale og kontakt med den, som søger hjælp.

For at standardisere samtalen og udspørgningen af den, som søger hjælp, har man udarbejdet standardiserede spørgeskemaer. En anden standardiseret metode er anvendelse af psykologiske tests. Der er tests, der kan sige noget om intelligens, andre der kan sige noget om hukommelsesfunktionen, og endelig er der tests, som siger noget om, hvordan den pågældende oplever sin omverden. En kendt test er Rorschacktesten eller blækklatprøven. Ved at vise blækklatter, som kan sætte fantasi­en i sving, men ikke har noget reelt indhold, kan man danne sig et billede af, hvorledes personen reagerer på dagligdagens stimuli i almindelighed. Helt overvejende anvendes dog alene samtalen med psykiateren.

Det er en almindelig opfattelse, at der er ret stor usikkerhed om­kring den psykiatriske diagnose. Dette er rigtigt og videnskabeligt dokumenteret. Det er en af begrundelserne for, at man anvender et meget standardiseret diagnosesystem for at modvirke dette.

Man skal imidlertid huske, at diagnoser er til for at forudsige noget om for­løbet og give den rigtige behandling. Hovedformålet er at hjælpe det enkelte menneske og ikke at stille diagnoser. Det er mennesker og ikke sygdomme eller diagnoser som kan behandles. I det daglige kliniske arbejde, er den diagnostiske sikkerhed tilstrækkelig til at give den rigtige behandling.