Hvem er normal ? Er det den, der er som folk er flest ? Er det den, der har den mest tilfredsstillende tilværelse ? Det er en filosofisk diskussion. Psykiatrien beskæftiger sig med at hjælpe mennesker med deres psykiske problemer – ikke med at definere ”normalitet”.
Det har altid været lægernes formål at modvirke død, invaliditet og lidelse. Indtil for 50-100 år siden var disse muligheder yderst begrænsede. Det er kun nogle få hundrede år siden, at læger overhovedet begyndte at beskæftige sig med psykiske lidelser.
Det kritiseres ofte, at psykiatere behandler sygdomme eller unormale tilstande uden at definere, hvad det vil sige at være rask eller normal. Denne kritik er udtryk for en misforståelse. Man tror, at læger opererer med sygdom som afvigelse fra en normal tilstand. Læger ser i virkeligheden efter, om de ud fra deres viden kan finde tilstande, symptomer eller forhold hos den enkelte, som – på kort eller længere sigt vil skade det pågældende individ. Det er sådanne forhold eller tilstande hos den enkelte, som kaldes sygdomme.
Man kan som eksempel bruge forhøjet blodtryk. Videnskabelige undersøgelser har vist, at høje blodtryksværdier er skadelige. Andre undersøgelser har vist, at der er medicin, som kan nedsætte blodtrykket, og at ændringen vil være gunstig for den pågældende. Så giver man en behandling. De blodtryksværdier, som man kalder ”normale”, er de værdier, som ikke er skadelige.
Da videnskabelige undersøgelser ikke er fuldstændig sikre, kan der være forskellige opfattelser af, hvornår man skal behandle et forhøjet blodtryk. Man må også tage hensyn til de ulemper, der er ved behandlingen.
Patienter med samme blodtryk kan således opleve, at den enes læge siger, at der ikke er behov behandling, mens den andens anbefaler behandling. Det kan være begrundet i forskelle mellem menneskers øvrige forhold, fx deres køn eller deres alder, men det kan også skyldes forskelle mellem lægernes vurdering af den samlede sum af fordele og ulemper ved behandling. Da der stadig udføres videnskabelige undersøgelser, kan ny viden gøre, at man begynder at behandle blodtryk, som man tidligere undlod at behandle eller omvendt.. Det samme kan ske, hvis der kommer ny medicin, som har færre bivirkninger.
Hvad der er ”sygt” eller ”unormalt” blodtryk, kan således variere. Ingen forsøger at finde, det normale eller det ideelle blodtryk. Sygdommen ”forhøjet blodtryk” er en typisk beskrivelse af et skadeligt for højt blodtryk, som gradvist og uskarpt går over i et ikke forhøjet blodtryk.
På samme måde forholder sig med psykiske sygdomme. Man fortæller psykiateren om sine problemer. Han overvejer, om der er symptomer, han kender, som han kan behandle eller rådgive om. Han overvejer ikke, om den pågældende, der søger hans hjælp, lever op til en eller anden definition på en "normal person". Hans baggrund for at afgøre, at der foreligger en sygdom, er nogle definitioner af psykiske lidelser. Det er disse definitioner, som beskrives i psyknet, og som kaldes sygdomme. Hver sygdom har et navn - en diagnose. Der er således en samling af symptomer som udgør skizofreni, angstlidelse, misbrug m.m. Symptomgruppen for hver sygdom/diagnose er fastlagt ved videnskabelige undersøgelser.
Psykiatrien har opsamlet og systematiseret en erfaring for, hvorledes det vil gå fremover (prognosen) for disse definerede tilstande, hvis man ikke griber ind. Ligeledes hvordan man kan gribe ind (behandling), så forløbet bliver gunstigere.
Dette forklarer, hvorfor der ikke findes nogen diagnose, som hedder rask eller normal. Hvis psykiateren ikke kan se nogen symptomer på psykisk lidelse, giver han diagnosen "intet sikkert psykisk abnormt". Det betyder, at med vor nuværende viden og erfaring og på baggrund af de foretagne undersøgelser kan psykiatrien ikke tilbyde nogen hjælp. Det forhindrer ikke, at den, der har opsøgt lægen, oplever at have det meget dårligt.
Hvad der betegnes som psykiske sygdomme er en del af en historisk, kulturel, politisk og administrativ proces. Det vil sige, at det vil være samfundsbestemt, hvad der opfattes som sygdom. Psykiatrien har som profession sin egen opfattelse af, hvad der er sygdom. Det vil sig, hvad den kan hjælpe med, men den er ikke enerådende. Der er inden for de seneste årtier meget tydelige eksempler på, at sygdom bliver politisk defineret. Så sent som i 1960 vedtog man i folketinget, at alkoholmisbrug (alkoholisme) skulle defineres som en sygdom og have lægebehandling. For en del år siden blev homoseksualitet efter en politisk beslutning afskaffet som sygdom. For nogle år siden er det samme sket med sadomasokisme.
I det psykiatriske sygdomsbegrebet indgår naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige og humanvidenskabelige elementer. Inden for det naturvidenskabelige område anvendes den positivistiske metode. Det vil sige, at man koncentrerer sig om observationer og målinger og bruger årsagsforklaringer. Skizofreni kan forklares som en biologisk betinget forstyrrelse i hjernecellernes funktion. Det forhindres ikke af,at man ikke nøjagtig kan beskrive, hvilken processer det drejer sig om. Det er i overensstemmelse med lægevidenskabens historie. Forklaringerne fremkommer efterhånden som følge af videnskabelige undersøgelser.
Den samfunds- og humanvidenskabelige tænkemåde, som kaldes hermeneutisk, går ud på at forstå de psykiske lidelser. Psykiske lidelser opfattes som menneskeligt meningsfulde reaktioner, der forstås eller forklares ud fra fx sociologisk og psykologisk teori. Man har ikke på nuværende tidspunkt psykologiske eller sociologiske teorier, så man kan forstå opståen af skizofreni entydigt. Der er derimod mange teorier om samspilsrelationer, der søger at give en forståelse af udvikling af skizofreni.
Det psykiatriske sygdomsbegreb hviler således i dag på det såkaldte biopsykosociale grundlag. Det vil sige, at der indgår biologisk, psykologisk og sociologisk forståelse af tilstanden. Der kan være store individuelle forskelle i den vægt, den enkelte psykiater lægger på hver af de tre elementer.
Da lægevidenskab er en praktisk videnskab, vil det være de behandlingsmetoder, hver af de tre elementer kan frembringe, der bliver afgørende for hvilke af dem, der får størst vægt. At der stadig kan være ret stor uenighed om betydningen af hermeneutiske (psykologiske og sociologiske) og positivistiske (biologiske) opfattelser skyldes mangel på viden inden for alle tre områder. Der arbejdes kraftigt på alle fronter. Et resultat inden for de sidste årtier er, at behandling af den alvorlige sygdom skizofreni med psykoanalytisk baseret psykoterapi har tabt terræn, og at den biologiske sygdomsopfattelse og sociologiske tilgang er styrket. På andre områder inden for behandling af angst og depression er der kommet dokumentation af psykologiske metoders effektivitet. Det indbyrdes forhold vil variere og variere i forhold til de mange vidt forskellige sygdomme, som psykiatrien dækker.
I afgrænsningen af sygdom indgår en samfundsmæssig og individuel stillingtagen. Det er op til den enkelte at afgøre, om han vil søge læge med sine angstproblemer eller sine seksualvaner. Det er op til samfundet at afgøre, om afhjælpning af disse problemer er tillagt sundhedsvæsenet. Den enkelte læge har også et vist råderum, når han skal afgøre om der er tale om en sygdom.
Det væsentlige er at forstå, at lægelig virksomhed herunder den psykiatriske ikke er en eksakt videnskab, men inddrager mange andre vidensområder. Den er i høj grad afhængig af kulturelle og politiske forhold.
