Psykose eller psykosis betyder sygdom (osis) i sindet (psyko). Ordet bruges imidlertid til at betegne den mest udtalte psykiske lidelse – at det pågældende menneske har tabt kontakten med virkeligheden og er sindssyg. Den evne, vi har til at skelne mellem os selv og omgivelserne, er nedbrudt. Man kan også sige, at et menneske, som har en psykose, ikke kan skelne mellem fantasi og virkelighed. Evnen til at afgøre, hvad der er realitet, er forsvundet.

Der er nogle meget ”håndgribelige” tegn på en psykose, f.eks. at personen føler sig forfulgt (uden at være det), at han mener at være en helt anden person, at han hører stemmer, ser syner, lugter eller smager ting, som ikke er der, eller har føleforstyrrelser. Der kan være et eller flere tegn til stede. Det kan også være, at personen er så forvirret eller opløst, at han ikke ved, hvad tid han befinder sig i, hvor han er eller hvem han selv er.

Tilstanden er forståeligt nok ledsaget af stor angst, smerte og fortvivlelse. Personen kan foretage uhensigtsmæssige handlinger herunder skade sig selv eller andre. Der kan være stor fysisk uro, og personen kan være voldsom og fysisk modsætte sig forsøg på at forhindre, at han går bort, ødelægger ting, skærer sig selv eller slår andre. Han er ikke selv klar over, hvad han gør.

Ofte er tankevirksomheden påvirket. Personen oplever at have vanskeligt ved at styre sine tanker. Han kan synes, de er fremmede måske påført ham af andre mennesker. Han kan også opleve, at andre kan læse hans tanker. Sommetider går tankevirksomheden i stå, og personen oplever sig helt tom. Andre mennesker kan opleve, at det er vanskeligt at tale med den pågældende, at det han siger er uden mening eller helt ”sort”.

Personen kan miste al motivation, initiativ og energi. Han kan gå helt i stå uden evne til at foretage sig selv de simpleste ting. Han oplever sig selv helt lammet.

Der ofte et depressivt stemningsleje og nedsat evne til overhovedet at føle nogen ting. Personen kan vise manglende følelser og medfølelse med andre, selv om de tidligere har været følelsesmæssigt tæt knyttede (f.eks. familie).

Forud for udbrud af psykosen vil der være tegn på, at processen er i gang. Ting opleves anderledes, og der opstår tvivl hos personen, om hvem han selv er, om han lever eller er ved at gå i opløsning. Påvirkninger udefra opleves forvrængede og ubehagelige. Der optræder forståelig angst, depression og uro. Han kan isolere sig og vise en usædvanlig adfærd (påklædning, opførsel, hygiejne, spisevaner m.m.).

Alle mennesker kan principielt bringes i en psykotisk tilstand. Det kan ske efter belastninger (operation, dødsfald, jordskælv, krig) og ved kemisk påvirkning af hjernen (alkohol, amfetamin, LSD, hash). Mennesker har forskellig belastningstærskel (stressfølsomhed), nogle reagerer med psykose på dagliglivets belastninger f.eks. mennesker, som lider af sygdommen skizofreni.

Psykose kan som nævnt ses hos alle, men de fleste vil aldrig blive udsat for så meget stress, at de oplever en psykose. Nogle er så følsomme, at de vil være psykotiske i hyppige evt. langvarige perioder gennem tilværelsen. Man kender ikke den præcise årsag, men arvelige faktorer spiller en rolle.

Psykose vil som regel aftage af sig selv, men behandling (medicin og samtale) kan forkorte perioden og forhindre, at den vender tilbage. Nogle gange vil symptomerne kun dæmpes og ikke forsvinde fuldstændigt.

24-02-2000

HTML Hit Counters