Denne model vandt frem i begyndelsen af dette århundrede og har efterhånden vundet stor udbredelse. Den lægger vægt på biologiske faktorer, som forklaring på at nogle mennesker bliver misbrugere. Det er sygdomsprocesser i hjernen, som enten er medfødte eller opstået ved en kombination af en medfødt disposition og ydre faktorer f.eks. indtagelse af det pågældende misbrugsstof.

Denne model har stærke fortalere indenfor AA (Anonyme Alkoholikere), som første gang bredte sig til Danmark bl.a. i form af organisationen Lænken og på et senere tidspunkt igen kom til Danmark nu under det amerikanske navn Anonyme Alkoholikere.

Teorien har tæt sammenhæng med teorier om afhængighed karakteriseret ved kontroltab. Efter indtagelse af en eller få genstande (det kritiske punkt) indtræder der en biologisk proces i hjernen, som gør, at det pågældende menneske må fortsætte alkoholindtagelsen. Han er ikke længere selv i stand til at kontrollere sin indtagelsen, hans “vilje” er sat ud af funktion. Om, en sådan biologisk mekanisme i hjernen eksisterer, er nemt at kontrollere eksperimentelt. Talrige undersøgelser har vist, at teorien er forkert.

Uanset mængden af alkohol, som er indtaget, og uanset hvor udtalt en alkoholmisbruger der er tale om, kan den pågældende stoppe misbrugsindtagelsen af egen fri vilje, blot “gevinsten” i eksperimentet er stor nok. Sådanne undersøgelser afkræfter ikke, at det helt afgørende for mennesker med misbrugsproblemer er, at de ikke har kontrol over indtagelse af misbrugsstoffet eller stofferne. Undersøgelserne afkræfter imidlertid, at der er tale om en biologisk proces, som betinger, at den enkelte ikke har nogen som helst mulighed for at ændre sin adfærd.

Selv om det således er afkræftet, at der er tale om en biologisk betinget “sygdom”, kan der godt være biologiske herunder medfødte faktorer, som gør, at nogle mennesker har større risiko for at få et misbrugsproblem end andre. Således er det med sikkerhed påvist, at der er en vis arvelig disposition. Det vil sige, at mennesker med slægtninge, især nære slægtninge, som har eller har haft misbrugsproblemer, statistisk set har en øget risiko for selv at få misbrugsproblemer.

Dette viser sig også, selv om man med forskellige metoder fjerner den indflydelse, som kan skyldes, at man er vokset op i en familie med misbrugsproblemer. Børn, som er bortadopteret fra fødslen, har større chance for at få misbrugsproblemer, hvis de har en biologisk far eller mor med et misbrug. Det viser sig statistisk, selv om der ikke er nogen som helst misbrugsproblemer i adoptionsfamilien.

Der er således en medfødt tilbøjelighed til at få et misbrugsproblem, ligesom det glæder for de fleste andre sygdomme, lidelser eller problemer. Nogle mennesker er født robuste og med megen modstandskraft, andre er mindre priviligerede. Det er i overensstemmelse med den biopsykosociale sygdomsmodel inden for psykiatrien. Både biologiske (eventuelt medfødte) psykologiske og sociale faktorer medvirker ved en psykisk lidelse, herunder et misbrugs opståen.

En ren biologisk forståelse af misbrug må således afvises af forskere og de fleste professionelle behandlere. At sygdomsmodellen, alligevel har så stor udbredelse, skyldes, at misbrugsbehandling i høj grad domineres af lægfolk som behandlere samt almenhedens opfattelser. Modellen giver dels en forklaring på noget, som for mange ikke professionelle kan synes uforståeligt, og er samtidig en forståelig forsvarsreaktion mod moralsk fordømmelse, som mennesker med aktuelle eller tidligere misbrugsproblemer kan have behov for.

Selv om modellen ikke er videnskabeligt korrekt, har den fordele ved, at den understøtter samfundets ansvar for at hjælpe mennesker med misbrugsproblemer ligesom mennesker med alle andre sygdomme. Teorien om kontroltab kan støtte mennesker i helt at holde sig borte fra misbrugsstoffer, frem for at indlade sig på nogle eksperimenter med stofferne, som de ikke magter at kontrollere.

Sygdomsmodellen blev oprindeligt fremført som forklaring på alkoholmisbrug, men har i dag bredt sig til også at være en forklaring på andre misbrugsformer.

Ulempen ved sygdomsmodellen er, at den begrænser hjælpemulighederne. Selv om den således af psykologiske årsager kan hjælpe nogen til at komme ud af deres misbrugsproblemer, forhindrer den, at andre får hjælp. Den har kun en metode til at komme ud af et misbrugsproblem, og det er total ophør med indtagelsen. For at hjælpe de mange, hvor dette mål enten er urealistisk eller unødvendigt, er sygdomsmodellens dominerende stilling en hæmsko. F.eks. har der været en tendens til at bagatellisere mindre eller begyndende misbrugsproblemer, fordi der ikke var tale om, at den pågældende var “alkoholiker” eller “narkoman”.