Vi hører dagligt om krise i en eller anden forbindelse:
Passagerer, der er forulykket, tilbydes krisebehandling; en skilsmisse bragte ham i krise; præsidenten har samlet sin krisestab; krisen kradser; en kriseterapeut udtaler sig om de efterladtes situation; arbejdsløshed skaber krise for mange af de ramte familier; han er aldrig kommet over sin krise i forbindelse med sin pensionering;
Krise betyder: en livssituation, hvor ens tidligere erfaringer og indlærte reaktionsmåder ikke er tilstrækkelige til, at man behersker den aktuelle situation. Krise giver én en oplevelse af forladthed, selvforkastelse og/eller kaos. Krise opleves meget forskelligt og viser sig meget forskelligt.
Krise medfører stress og stress kan udløse eller forværre psykisk lidelse. Derfor ser man tit psykisk lidelse i forbindelse med, at et menneske er bragt i en krise. Til tider vil man først opdage krisen og dens årsager efter en psykisk lidelse har vist sig, f.eks.:
30-årig mand indlægges akut på psykiatrisk afdeling stærkt optaget af religiøse tanker, mener at han er guds udvalgte. Dagen i forvejen startet i eftertragtet stilling i stor koncern. Aldrig tidligere psykisk syg eller væsentlige problemer med nerverne.
Tilsyneladende psykisk syg ”som lyn fra en klar himmel!”. Nærmere undersøgelse under indlæggelse viser store personlige problemer bl. a. på hjemmefronten i form af et ægteskab med 2 børn er under opløsning, anstrengt økonomi og ubearbejdede oplevelser fra udstationering som FN-soldat.
Kriser udløst i forbindelse med en bestemt hændelse vil ofte vise sig at have en mere kompleks årsag. F. eks.:
I forbindelse med at en 55 årig lungesyg mand får at vide, at han har lungekræft, udvikler han tydelige tegn på at være gået i krise. Krisen udløses ikke alene af tanken om den farlige sygdom, som måske kan vise sig at være ubehandlelig med døden til følge. Også tanken om adskillelsen fra familien, utrygheden ved den nye behandling og de rygter man har hørt, frygten for ikke at blive rask, frygten for at miste sit arbejde og kontakt med kollegaer er med til at udløse krisen.
Krise er som nævnt tæt knyttet til stress, Krise er en sværere form for stress, mange forbinder krise med uønskede situationer, dette er også tilfældet i langt de fleste tilfælde, men krise kan som stress opstå i forbindelse med ønskede ændringer jfr. første eksempel.
Krisens faser:
Forskning har vist, at selvom krisen følger vidt forskellige forløb, kan man alligevel se en tendens til et forløb i fire faser. For nogle vil krisen springe en fase over, for andre vil der være tale om to af faserne er sammenvævet. Ofte findes overgangene mellem de beskrevne faser glidende . Der er således tale om et hjælpemiddel til at orientere sig i krisen forløb.
Det kan for mange være en hjælp at kunne genfinde sig eller andre i nedenstående oversigt af krisens faser.
Krisen deles op i 4 faser
§ Chockfasen. Den akutte fase, der kan vare fra et øjeblik, timer til dage.
Personen bruger al sin energi til at holde virkeligheden på afstand. For mange vil der være tale om nedsat hukommelse for hvad der sker i denne fase. Mange vil fremtræde rolige, nogle snakkende om bagateller og andre vil være råbende ofte gentagende sig selv. Uanset adfærd vil følelsen være kaos.
§ Reaktionsfasen. 2. del af krisens akutte fase. Varighed: uger til måneder.
Reaktionsfasen starter, når den ramte tvinges til at erkende det skete. Smerten bryder frem i hele sin styrke. Det medfører sorg, fortvivlelse, tomhed, evt. vrede og desperate handlinger. Personen prøver at forstå og spørger igen og igen ”Hvorfor?”, ofte spørgsmål der ikke kan besvares (Hvorfor netop mig?). Ofte ses søvnforstyrrelser, øget alkoholkonsum, kropslige reaktioner, nogle bliver hallucinerede (har kontakt med afdøde). Betydeligt subjektivt syn på traumet, årsager og handlinger. Traumet ses i en forståelse der kan ligge langt fra virkeligheden (f.eks. pårørende til trafikoffer nægter at ulykken er sket; spritbilisten, der giver andre skylden for ulykken; patienter, der nægter at have fået at vide de har kræft (50%)).
§ Bearbejdningsfasen: Den akutte tilstand er nu overstået. Varighed fra ½ til et helt år.
Accept af situationen, forsonende holdning til realiteterne og orientering mod fremtiden, nu ikke længere opslugt af traumet. I tiltagende grad realistisk syn på traumet, årsag og konsekvenser. Adfærd normaliseres samtidig med at nye sociale roller indlæres, fornægtelse aftager. Skyld og ansvar for det skete får et realistisk indhold. Såfremt den ramte ikke selv kan bearbejde alene eller ved sine pårørendes hjælp, er det uhyre vigtigt at professionel bistand gives i form af samtalebehandling mhp at minimere virkelighedsforvrængning, da der ellers er fare for at tilstanden kronifiseres og personen invalideres psykisk (f.eks. udvikler angstneurotiske træk, depressive tilstande eller paranoide tankeforstyrrelser ofte svage, men socialt ødelæggende).
§ Nyorienteringsfasen: Denne sidste fase har naturligvis ingen egentlig afslutning, - som tiden går normaliseres tilstanden for den ramte, det oplevede indgår som en naturlig erfaring fra ens liv. I denne fase begynder man i stigende grad at få et mere realistisk syn på f. eks. et ulykkesforløb; afdøde, som ikke kun huskes i positiv omtale eller det modsatte om fraskilte ægtefælle, de traumatiske begivenheder og personer huskes i et mere realistisk og nuanceret skær. Selv i nyorienteringsfasen er mange dog i lang tid sårbare overfor mærkedage, og lignende situationer. Det ”sidste” forsoningsarbejde foregår næsten ubemærket og med lange mellemrum og for den implicerede med realistisk distance.
Kriser opdeles i to hovedtyper:
§ Udviklingskrise.
§ Traumatisk krise.
Udviklingskrise:
Igennem hele livet udsættes vi for situationer, som vi ikke altid har nogen forudsætning for at løse, for mange medfører det, at vi bringes i en krise, fordi vores vanlige måde at løse problemer på ikke giver et tilfredsstillende resultat. F. eks. når vi flytter sammen med en kæreste ændres forholdet økonomisk, socialt og følelsesmæssigt. Bliver vi forældre, forholder vi os anderledes til barnets problemer end hvis man ikke har forældreansvar og –følelser.
Lige fra fødsel til død er der faser i vores liv der er særlig kritiske (her nævnes nogle):
Barne- og ungdomsårerne er blandt andet præget af kriser i:
Spæd- og småbarnsperioden, børnehaveperioden, skolepreioden, puberteten (før, under og efter).
I voksenlivet:
Flytte hjemmefra, uddannelse, erhvervsaktiv, værnepligt, karriere, parforhold, samliv, børn, forældrerolle, 40-årskrisen, pensionsalder, livets afslutning.
Traumatisk krise:
Denne form for krise udløses i ekstraordinære situationer. Typisk vil det være i forbindelse med katastrofer eller tab, situationer der er åbenbare for enhver som belastende og uventede. Traumatiske kriser kan imidlertid også opstå på baggrund af mere personlige elementer, for den der udsættes. Således vil nogle føle sig mere belastet af en ulykke end andre selv om skaden må vurderes til at være ens. Man kan sige, at vi er hver især specielt disponeret til at reagere med krisetilstand udfra vores tidligere oplevelser og personlighed.
Udløsende årsager:
§ Tab (dødsfald, skilsmisse, fallit, tyveri m.fl.).
§ Katastrofer (orkan, færdselsuheld, røveri, krig m.fl.).
§ Krænkelser (utroskab, fyring, sygdom, arbejdsløshed, mobning, sladder m.fl.).
Behandling:
Den bedste behandling mange har gavn af, er hjælp fra ens nære omgivelser, ikke mindst i parforhold og i den tætte familie, foregår bearbejdning af hverdagens problemer og livet større eller mindre kriser.
Kriser og kriser er mange ting, der er store og der er små. I forbindelse med de svære kriser er behandlingen samtalebehandling. Se under Behandling/samtalebehandling.
For nogle med komplicerende psykisk lidelse kan der være tale om kombinations behandling nervemedicin og samtalebehandling.
Efterfølgende kan der være behov for kompenserende behandling (for invaliditet) og supplerende mhp. sociale hjælpeforanstaltninger (førtidspension, revalidering).
Sygesikringen giver tilskud til psykologbehandling, hvis vi er bragt i krise i forbindelse med, at nogle i vores nære familie eller omgangskreds er alvorligt syge eller døde (henvisning fås hos den praktiserende læge).
Der henvises i øvrigt til ”tidl. ugens emne” på psyknet: Stress; Stress og psykisk lidelse”, endvidere i psyknet: ”Behandling/samtalebehandling”.
