Pårørende er ofte i en situation, hvor de har vanskeligt ved at forstå den sindslidendes problemer. Det er ikke så mærkeligt. Mange sindslidende er i en verden, der slet ikke ligner den, vi kender. Der er således for mange sindslidelser tale om, at det ikke kun er et spørgsmål om, at man har en sindslidelse, ligesom man kan have et brækket ben, men sindslidelsen kan være så indgribende, at man i alle henseender er præget af den fordrejning, som sindslidelsen giver. Sådan er det især i de akutte faser, senere som behandlingen giver effekt vender en mere normal opfattelse af virkeligheden og sygdomserkendelse tilbage hos den sindslidende.
Det samme gælder for mennesker i krise .
Det er meget svært – men ikke desto mindre meget vigtigt – at huske på, at sindslidende, når de har det værst, ikke tænker, som vi andre, der er ”psykisk normale”, gør. Det kan eksempelvis betyde, at folk, der har en depression, ser på alle problemer helt forvrænget, dvs., at aktuelle og tidligere problemer forstås helt forkert, vægtes helt forkert (for eksempel farves alt negativt ved skyldfølelse), og det er derfor vigtigt, at man i den akutte fase undlader at få bragt orden i tingene, men venter med det til den psykisk lidende er mindre præget af sin sindslidelse.
På den anden side skal man også passe på, at man ikke viser så meget hensyn, at det har den stik modsatte virkning. Det skal forstås på den måde, at man skal undlade at isolere den psykisk syge, men forsigtigt, som tiden går, stadig mere og mere ihærdigt søge at få vedkommende aktivt ind i familielivet. Netop ved at støtte de sunde sider hos den sindslidende styrkes disse. Igen er det vigtigt at have en særdeles god fornemmelse af, hvordan vedkommende reagerer på de udfordringer, man iværksætter, så man hele tiden kan justere kravene og støtten til den sindslidende.
Uden anden sammenligning kan man sige, at det på mange måder ligner en fornyet læresituation evt. barnet, der skal tage mere og mere ansvar og være mere og mere selvstændig i handling.
Det betyder også, at den sindslidende kan have gavn af aktiviteter, som man måske ikke umiddelbart ville synes, der var noget væsentligt indhold i. Det behøver der nødvendigvis heller ikke være. Alene det at gennemføre aktiviteten kan i sig selv være en meget vigtig træning. Eksempelvis hente avisen, hente brød hos bageren, tømme skraldespanden, starte i beskyttet arbejde, starte på ½ tid i sit vante arbejde etc. Man skal fokusere på en udvikling og se på aktiviteterne som midler i en form for social træning.
Støtten og kravene til den sindslidende varierer således enormt afhængig af den sindslidendes tilstand. Jo bedre forståelse man har af sindslidelsen, desto bedre man kan tale med den sindslidende om dennes situation. Jo bedre et samarbejde man har med de professionelle, desto bedre kan man være med til at styrke de sunde sider hos den sindslidende. Distriktspsykiatrien og socialpsykiatrien bygger netop sin hovedindsats på sociale færdigheder. Indholdet i vor tilværelse, vort sociale liv har en stor betydning for, hvordan vi synes, vi har det. Dette kaldes i fagsprog for Social identitet.
Hvis man ikke synes, at samlivet med den sindslidende går tilfredsstillende, da er det vigtigt, at man så hurtigt som muligt får talt med den sindslidende om, hvordan situationen kan ændres. Overvej om der skal rettes kontakt til de professionelle behandlere for sammen med dem og den sindslidende få talt om, hvordan man positivt kan komme videre i social stimulation. Personalet i Distriktspsykiatrien er specialister i at give sindslidende et indhold i tilværelsen, de arbejder ud fra det grundsyn, at socialt indhold i hverdagen bedrer den psykiske tilstand og hindrer tilbagefald. En forudsætning er dog, at indholdet i hverdagen tager hensyn til sindslidelsen, ellers kan aktiviteter virke helt modsat og fremme en forværring eller et direkte udbrud af sindssygdom.
