Autisme eller infantil autisme (børneautisme) blev første gang beskrevet af en psykiater Leo Kanner i 1943. Man havde i over hundrede år kendt til alvorlige udviklingsforstyrrelser hos børn, men det var Kanner , som beskrev autisme som en særlig tilstand. Tidligere havde man mere uspecifikt talt om børnepsykoser. Der gik dog endnu op mod 40 år, inden tilstanden blev fuldstændigt beskrevet og adskilt fra børneskizofreni.

Lidelsen forekommer hos børn under 12 år med en hyppighed på 2-5 tilfælde per 10.000. Hvis man medregner lettere tilfælde hos udviklingshæmmede, stiger hyppigheden til omkring 20 per 10.000. Lidelsen ses som regel inden 3 års alderen, men det er ikke altid den bliver diagnosticeret, fordi forældrene ikke mener, at problemerne er så store, at det er nødvendigt at søge professionel hjælp. I nogle tilfælde viser det sig først, hvor anderledes barnets adfærd er, når det kommer i en institution med andre børn. Tilstanden er 4-5 gange hyppigere hos drenge end hos piger. Ofte er sværhedsgraden af lidelsen højere hos piger end hos drenge.

Der er ikke fundet nogen sikre årsager til, at sygdommen viser sig. Der er fundet adskillige både kemiske og fysiske ændringer i hjernen, men ingen som altid er til stede. Lidelsen er langt hyppigere hos søskende til børn med autisme (men stadig hos disse meget sjælden). Den forekommer hyppigere samtidig hos enæggede end hos tveæggede tvillinger. Der er således tale om en arvelig disposition. Der er ikke fundet tegn på, at særlige psykologiske forhold eller særlige forhold i familien fremkalder lidelsen.

De symptomer som karakteriserer lidelsen findes indenfor socialt samspil, kommunikation og adfærd:

• Nedsat anvendelse af kropssprog som øjenkontakt, ansigtsudtryk og bevægelser til at opnå kontakt
• Manglende kontakt med kammerater
• Mangler i forsøg på at opnå kontakt ved at vise interesse for omverdenen * Manglende socialt og følelsesmæssigt gensvar på andre mennesker

• Forsinket eller helt manglende sprogudvikling (og ingen forsøg på at anvende kropssprog i stedet) * Er der et sprog, er der nedsat evne til at anvende det til kontakt med andre
• Stereotyp gentagelse af ord eller anvendelse af betydningsløse ord
• Anvender ikke leg for at efterligne andre eller meddele sine ønsker

• Meget smalt interesseområde som optager uforholdsmæssigt megen tid
• Svært optaget af meget få rituelle handlinger
• Stereotypt gentagne legems- eller kropsbevægelser
• Meget optaget af mindre dele af genstande

Omkring 70 % af de børn, som lider af autisme, er samtidig udviklingshæmmede, og omkring 40 % er sværere udviklingshæmmede. De resterende omkring 30 % har en intelligenskvotient, som ligger over 70. Omkring 20 % har en normal nonverbal intelligens men problemer med den sproglige evne (det er det, som er et af hovedsymptomerne på sygdommen). Nogle har specielle evner fx mht. til at huske eller regne, og hos nogle er de udviklede i en grad, som langt overgår det almindelige (og det er der så lavet film om).

Det er en livslang og alvorligt invaliderende lidelse for de allerfleste. Det er et mindretal, som kan leve en selvstændig tilværelse (med begrænset støtte) og undtagelsen, at det er muligt at opretholde et fuldtidsarbejde. Hos nogle sker der en bedring af symptomerne, mens der hos andre udvikles tilbøjelighed til fysisk selvbeskadigelse og aggression overfor omgivelserne.

Behandlingen er helt overvejende psykologisk (adfærdsterapeutisk) og pædagogisk. Det er nyttigt med et meget struktureret, uforanderligt og trygt miljø. Man forsøger at optræne nogle af de manglende funktioner. I nogle tilfælde kan nervemedicin (psykofarmaka) være en støttende hjælp.