Abstinensbehandling er aktuel, når det drejer sig om misbrug af alkohol, sove/nervemedicin og morfinstoffer. De øvrige misbrugsstoffer giver ikke abstinenser i en grad, så det er nødvendigt med andet end eventuelt lidt beroligende medicin.

 

Abstinenser optræder når organismen har indstillet sig på, at den i længere tid af gangen er påvirket af et misbrugsstof. Hvis tilførslen ophører, optræder der abstinenser.

 

En del mennesker, som misbruger alkohol og stoffer, er i stand til selv at trappe sig ned og på den måde reducere abstinenssymptomerne. Det sker ved, at de over en periode tager faldende doser af det stof, som det drejer sig om.

 

De fleste har vanskeligt ved at gennemføre en nedtrapning på egen hånd og med de sædvanlige misbrugsmidler. De kan få hjælp ved, at en læge ordinerer medicin i faldende doser. Man anvender medicin, som har samme virkning som misbrugsstoffet, men som er nemmere at administrere og kontrollere. Der anvendes stoffer, som i sig selv udskilles langsomt af organismen. Da de samtidig over nogle dage indgives i faldende dosis, får man længerevarende svagere abstinenssymptomer fremfor kortvarige og kraftige. Nogle foretrækker, at ophøre pludseligt på egen hånd, og få abstinenssymptomerne overstået så hurtigt, som det nu er muligt. I forbindelse med abstinenser efter morfinstoffer kalder man dette en "kold tyrker". Abstinenssymptomer er optalt i afsnittet om Skade på kroppen. Når det drejer sig om alkohol eller sove/nervemedicin, anvender man som regel barbiturater (Diemal eller Phenemal) eller benzodiazepiner (Stesolid m.v.).

 

Når det drejer sig om morfinstoffer, anvender man i vore dage næsten altid Metadon. De stoffer, som man anvender, har det, som man kalder "krydstolerans" med de stoffer, som misbruges. Både barbiturater og benzodiazepiner virker således på samme måde på hjernen som alkohol og sove/nervemedicin (de er selv sove/nervemedicin). Metadon er et morfinstof i sig selv. Det er således kun rent praktiske forhold omkring indgivelsen, som gør, at man anvender disse stoffer. Nogle steder anvender man rent faktisk stadig alkohol i faldende dosering som abstinensbehandling.


HTML Hit Counters