Man mener, at man har kendt til gæret druesaft (vin) fra omkring 3000 år før vor tidsregning. Mennesket har således kendt denne drik i omkring 5000 år. I denne periode har anvendelsen og holdningen til at anvende stoffet vist store variationer.

De allerfleste kulturer har selv fundet på at gære forskellige sukkerholdige produkter, således at der opstod alkoholholdige drikke. Nogle enkelte kulturer f.eks. indianerne i Nordamerika, polareskimoer og den oprindelig befolkning i Australien har formentlig først lært alkohol at kende i forbindelse med, at det blev indført udefra (af den hvide mand).

Som en del af kulturen har religion haft en stor indflydelse på anvendelse af alkohol. Tidligere var der i Mellemøsten en ret udbredt anvendelse af alkohol, men dette ophørte efter opståen og udbredelse af muhammedanismen. Der findes imidlertid også afstandtagen fra alkoholindtagelse blandt budister, nogle hinduister og nogle kristne trosretninger. Alkoholholdige drikke har været brugt i forbindelse med religiøse ceremonier. Noa omtales i Det Gamle Testamente som vinens fader. I græsk og romersk religion har både guderne Dionysos og Bachus været genstand for hyldest i forbindelse med alkoholindtagelse. Man kan af gamle skrifter specielt love se, at man har kendt til misbrug i mange forskellige samfund, og at holdningen til dette har været forskellig.

En væsentlig ændring i anvendelsen af alkohol indtraf, da man lærte at destillere de ret svage drikke som øl og vin. Man mener, at dette skete i den arabiske verden før år 1000 og i Europa i slutningen af 1200-tallet. Det destillerede produkt blev kaldt aqua vitae - livets vand. Både det latinske ord spiritus og det arabiske alkohol betyder ånd. Der var i begyndelsen tale om anvendelse som lægemiddel.

I Norden har man kendt til alkoholiske drikke i form af øllignende produkter fra stenalderen. I begyndelsen af 1500-tallet begyndte man at fremstille brændevin. Det udbredte drikkeri som derefter indtraf i Norden (ligesom i andre europæiske lande) har medført, at man har kaldt perioden "Den store nordiske rus".

I 1700-tallet mener man, at forbruget hos mindre bemidlede var 7-8 liter øl (noget svagere end i dag) om dagen og 3-4 liter vin hos de mere velhavende. Derudover blev der drukket meget brændevin. Der fandtes på den tid i København 250 brændevinsbrænderier og mere end 2000 ølbryggerier. Som en kuriosum nævnes, at man på et tidspunkt indført at retshandlinger skulle foregå inden kl. 7.00 om morgenen for at de involverede, herunder embedsmændene skulle være nogenlunde ædru. Nogle mener, at man i 1800-tallet drak mellem 30-40 liter alkohol per person per år mod vore dages godt 10 liter.

Som en reaktion på dette opstod der en folkelig afholdsbevægelse. I begyndelsen af det 20. århundrede var forbruget faldet til 10-15 liter per person per år nogenlunde som i dag. I forbindelse med en voldsom afgiftstigning omkring 1920 faldt forbruget i Danmark ned til 2-3 liter, hvorefter det kun steg let indtil 50'erne. Herefter steg det til det nuværende forbrug. Undersøgelser af forskellige europæiske samfund har vist, at adfærden i forbindelse med indtagelsen kan variere betydeligt. Både Irland og Italien har et ret højt alkoholforbrug med deraf følgende kropslige skader. I Irland er problemer i forbindelse med beruselse imidlertid mere udtalt. I andre samfund har man fundet, at anvendelse af alkohol i nogle tilfælde, selv om der indtages meget store mængder, foregår i fred og fordragelighed, mens det i andre kulturer er forbundet med udleven af aggressioner og slagsmål. Det er kendt, at indianere og eskimoer har haft store problemer og fortsat har det med at håndtere alkohol, som blev indbragt i deres kultur udefra.