Internationalt har der i de seneste 10-20 år været en stigende interesse for befolkningens viden om psykiske sygdomme og omfanget af stigmatisering. Det viser sig, at befolkningen har vanskeligt ved at erkende, at der er tale om en psykisk sygdom, når de får beskrevet symptomerne, men at de bedst kender dem som optræder ved skizofreni. En undersøgelse viser, at fire femtedele af de adspurgte anser psykosociale faktorer som f.eks. stress for at være årsag til psykisk sygdom inklusive skizofreni og depression. De adspurgte nævnte væsentligt sjældnere biologi og arvelighed som årsag, dog oftere for skizofreni end for de øvrige psykiske sygdomme. Psykoterapi blev generelt foreslået som behandling frem for psykofarmaka.

Mennesker med psykiske sygdomme anses for at være uforudsigelige og farlige. Det gælder især personer, der har skizofreni og misbrug, mens det er mindre udtalt ved angst eller depression. De fleste nærer medfølelse og synes, at mennesker med psykiske sygdomme skal hjælpes, men de oplever samtidig ubehag, usikkerhed og frygt, især ved beskrivelser af mennesker, som lider af skizofreni.

Ønsket om afstand øges i takt med nærheden i relationen, når man stiller folk spørgsmål om, hvilken relation, de vil acceptere til mennesker med psykisk lidelse, f.eks. arbejde sammen, bo i samme opgang, være ven med, komme i familie med eller lade sine børn passe af. Afvisningen er mest udtalt, når det drejer sig om mennesker med misbrug og skizofreni og mindre for mennesker med depression og angst.

Uforudsigelighed og farlighed er de fordommene om mennesker med skizofreni, som har størst indflydelse på menneskers ønske om social distance, mens forestillingen om, at et menneske selv er skyld i at pådrage sig sygdommen åbner op for  berettigelsen af tvangsanvendelse og af at yde mindre behandling og hjælp.

Patienter og pårørende nævner, at omkring en fjerdedel af de stigmatiserende oplevelser, de har oplevet, har fundet sted i det psykiatriske behandlingssystem. De har følt sig tingsliggjort, har modtaget information, som fremkaldt håbløshed, og de har oplevet sig helt utilstrækkeligt respekteret og inddraget i planlægningen af behandling og støtte i deres fremtidige liv. Undersøgelser viser desuden, at en stor del af både psykiatere, sygeplejersker og psykologer i vidt omfang har de samme negative opfattelser som befolkningen. Psykiatere og medarbejdere i sundhedsvæsenet som helhed må erkende, at de selv i væsentlig grad medvirker til stigmatisering, og de bør overveje, hvordan de kan ændre deres praksis f.eks. i forhold til at formidle mere differentierede og realistiske fremtidsudsigter til mennesker med psykisk lidelse.