Stigma er et græsk ord, der tidligere blev brugt om det mærke, som forbrydere, slaver og andre mindreværdige fik skåret eller brændt i huden. I vor tid betyder stigma kendetegn eller lidelse, som medfører, at det pågældende menneske bliver udsat for negative reaktioner. Det sker for mennesker, som får en psykisk sygdom, og i ganske særlig grad for mennesker, som har eller har haft skizofreni. Befolkningens stigmatisering hænger sammen med menneskers tendens til at frygte det fremmede eller anderledes og bygger på uvidenhed og fordomme som medfører diskriminering. Stigmatisering er i sig selv en belastning – sommetider større end sygdommen selv – og derfor er der god grund til at forsøge at reducere eller fjerne den. Da stigma er et socialt fænomen, kan det ændres over tid, som det f.eks. er sket med stigmatiseringen af homoseksuelle mennesker.

Oplevelse af stigmatisering

Omkring fire femtedele af mennesker med psykisk sygdom oplever sig stigmatiseret i sociale sammenhænge og i familielivet, har undersøgelser vist. En engelsk undersøgelse viste, at mere end halvdelen af de adspurgte, som havde en psykisk sygdom, oplevede mistede jobmuligheder, to tredjedele ville ikke afsløre deres psykiske problem ved en jobansøgning, og en tredjedel mente, at deres psykiske problem var blevet forværret af mobning på arbejdspladsen. Et andet meget kontant tegn på diskriminering er, at mennesker, som har en psykisk sygdom, hyppigere udsættes for vold. I en stor undersøgelse, der blev foretaget samtidig i 27 lande, fandt man, at omkring halvdelen af de, som havde en psykisk lidelse i alle de undersøgte lande, både oplevede og forventede diskriminering.

Det kaldes selvstigmatisering, når en person, der stigmatiseres, også selv reagerer. Den pågældende accepterer fordommene, føler sig værdiløs og oplever, at han eller hun kan præstere mindre end andre. Den lave selvfølelse kan føre til handlingslammelse i forhold til at overvinde det handikap, som sygdommen medfører. Social- og sundhedspersonale har en central rolle og kan modvirke selvstigmatisering ved at  tilstræbe empowerment -  personens evne til at tage ansvar for og få kontrol over eget liv.

En særlig form for diskriminering er den strukturelle, som er indbygget i samfundets strukturer og f.eks. viser sig ved, at behandling af mennesker med psykiske lidelser er underprioriteret i forhold til mennesker med somatiske sygdomme.