Mange giver tit udtryk for, at de ikke synes, at der sker noget, når de er indlagt. På mange måder er det forståeligt, at man kan få den opfattelse, selvom det modsatte kan være tilfældet.

Forklaringen er i de fleste tilfælde følgende: Modsat mange andre lidelser og sygdomme kan man i psykiatrien ikke foretage så mange undersøgelser, der vil kan give en forklaring på, hvad der er problemet. Et brækket ben synliggøres ved et røntgenbillede, men man kan ikke se en "brækket sjæl". Nogle sygdomme kan diagnosticeres ved en blodprøve for f.eks. bakterier, men der er ikke noget der hedder "skizokokker", så man kan få diagnosticeret en skizofreni.

De bedste værktøj vi har til at få afklaret diagnosen er livshistorie og observation. Man kan sige, at i psykiatrien bruges tiden som måleinstrument, som tiden går, kan man se og forstå hvordan patienterne har det psykisk. Kontaktpersoner, behandlere og andet personale observerer patientens adfærd, og det sammenholdes, med det som patienten fortæller. Behandlerne observerer, hvordan den indlagte har det og reagerer på forskellige situationer. Ens adfærd beskriver, hvordan man har det. Hvor glad, social og aktiv man er fortæller noget om, hvad man skal behandles for. En gammel psykiatrisk regel lagde op til at man ikke behandlede før tidligst i gennemsnit en uge efter indlæggelse. Før ville man ikke være i stand til at have vurderet, hvilken tilstand, det egentlig drejede sig om og dermed hvilken behandling der skulle iværksættes.

I nogle situationer kan det være nødvendigt at fjerne al medicinen for at finde ud af hvad der behov for. I sådan en situation vil det mange gange være nødvendigt med indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Endelig er det et faktum at alle ikke kan blive behandlet tilfredsstillende med de muligheder der er tilstede i dag. Som tidligere nævnt virker medicinen ikke 100% på alle, og der kan gå flere uger inden den ønskede virkning kommer. Alt kan ikke behandles medicinsk. Psykiatrisk behandling tager mange gange lang tid, det giver sig selv at sociale tiltag i form af netværksarbejde med arrangering af nye socialkontakter tager sin tid, og det samme gælder psykoterapi. Men når man er forpint af psykiske problemer eller lidelse, ønsker man jo frem for alt at situationen ændrer sig hurtigt og radikalt, derfor bliver mange naturligvis noget skuffede over det langstrakte behandlingsforløb inden man begynder at kunne mærke at en ændring i den rigtige retning finder sted.