Psykisk lidelse kan forstås udfra Freuds teori om personlighedsstrukturen (se tidlige uges emne "personlighedsstrukturen". Dette kaldes en psykodynamisk forståelse af den psykiske lidelse.

Freud opdelte personligheden i tre del-strukturer: Det'et, Jeg'et og Over-Jeg'et.

Det'et er menneskets basis, her har følelserne til huse, drifterne udspringer fra Det'et (såvel de aggressive som seksualdrifterne). Følelser og tanker er et kaos og synes ikke at følge regler, tidsforståelse mm som vi ellers benytter os af.
Jeg'et er den del af vores personlighed vi normalt identificerer os med. Her er der regler og retningslinjer, her er orden og logikken samt tidfornemmelse bestemmer.
Jeg'et holder sammen på hele personligheden, den søger at tilgodese vores behov som kommer fra Det'et, eventuelt omformulere eller udsætte behovet til det er praktisk muligt. Jeg'et er vor realitetsværktøj, som sikrer at de psykiske behov tilgodeses i en fysisk verden. Men Jeg'et skal også tilgodese Overjeg'ets krav til ens adfærd. Jeg'et skal således til tider tilgodese personligheden behov udfra modsatrettede interesser. Dette kan medføre angst, for eksempel i forbindelse med uacceptable følelser/drifter. Jeg'et nødsages til at benytte sig af psykologiske forsvarsmekanismer (der foregår ubevidst) f.eks fortrængning (se forrige uges emne: Psykologiske forsvarmekanismer).
Over-Jeg'et er hurtigt sagt "moralens vogter", Denne struktur "fortæller" os om det vi gør er godt eller ondt, rigtigt eller forkert. Gør vi noget som vores Over-Jeg ikke "synes om", får vi dårlig samvittighed (uanset om det i virkeligheden er godt). Nogle menneskers adfærd er i al for stor udstrækning styret af et dominerende Over-Jeg, så de slet ikke får tilgodeset deres egne behov (fra Det'et).