Fra forhistorisk tid til 1700-tallet | Psykiatriens historie 1

Mennesker med svær sindssygdom vil i enhver samfundsform påkalde sig opmærksomhed. Det skyldes, at de ikke kan overleve uden hjælp fra omgivelserne. Det umiddelbare fællestræk ved deres tilstand er den manglende evne til at erkende og handle efter de ydre realiteter. Den åbenlyst fornuftstridige adfærd vil blive indpasset i det pågældende samfunds generelle forklaringsmønster. Fænomenerne kan på grund af deres destruktive karakter, blive tillagt onde kræfter som ånder, djævle og lignende.

Den lægevidenskab, som udvikledes i Grækenland nogle hundrede år før vores tidsregning, omfattede også psykiske lidelser. De blev som andre helbredsproblemer forklaret ud fra de fire legemsvæsker (den gule galde, blodet, slimen og den sorte galde). Forstyrrelser i legemsvæskerne gav sig udtryk i sygdom, herunder sindssygdom. Forsøg på at regulere væskerne, fx åreladning, var behandlingsmetoder.

Den mere biologisk betingede teori om legemsvæsker fik kun begrænset indflydelse i de følgende par årtusinder. Selv om den tidlige lægevidenskab blev optaget i den kristne sygdomsopfattelse, blev sindslidelser i høj grad anset som djævelens værk. Kirken havde en dominerende plads, både som helbreder ved djævleuddrivelse og mirakler og i den praktiske hjælp og omsorg til syge, herunder psykisk syge. Ansvaret for at tage sig af mennesker med sygdomme hvilede på slægten og lokalsamfundet. Nogle, som var ustyrlige, blev formentlig spærret inde, og andre, som ikke havde nogen til at tage sig af dem, jaget bort.

Hekseprocesserne i middelalderen og i tiden efter er blevet forbundet med mennesker med psykiske lidelser. Dels kunne tilfælde af psykiske lidelser forklares ved besættelse forårsaget af hekse, som stod i ledtog med djævelen, og dels kan nogle af de, der blev udlagt som hekse, have været psykisk lidende.

I det 16. og 17. århundrede opstod der større grupper af befolkningen, som blev udstødte, bl.a. i sammenhæng med væksten i bysamfund. I mængden af fordrevne bønder, deserterede eller arbejdsløse soldater, fallerede håndværkere og andre, som ikke kunne ernære sig selv, indgik blinde, døve, krøblinge og mennesker med alvorlige sygdomme. Herunder også sindslidende, åndssvage og epileptikere. Der blev oprettet statsinstitutioner til at opsuge disse mennesker, som, foruden at de selv led nød, forstyrrede den offentlige orden. Det drejede sig om arbejds-, tugt- og forbedringshuse. I disse anstalter skulle der udføres et produktivt arbejde. Nogle var ikke i stand til dette på grund af fysiske handicaps, men også de sindslidende udskilte sig som en gruppe, som man i 1700-tallet visse steder blev klar over, havde et særligt problem.