Psykiatriens udvikling i Danmark | Psykiatriens historie 1

I Danmark har holdningen til psykiske lidelser udviklet sig parallelt med udviklingen i det øvrige Europa. Der blev indrettet anstalter til de, som ikke kunne klare sig i samfundet, fx i 1650'erne et hospital i København til afsindige, pestsyge og andre syge. Det blev kaldt Sankt Hans Hospital. I 1770 viste en opgørelse, at der var over 200 beboere, herunder 14 som lå i dårekister, 28 som var i indelukningskamre og 64 som var vanvittige, men ikke behøvede at være spærret inde. Derudover var der en del på grund af alderdom og skrøbelighed.

Ved Københavns brand i 1807 gik anstalten tabt, og i stedet blev en ny institution opbygget ved Roskilde. Den har udviklet sig til det nuværende Sankt Hans Hospital. Som ude i Europa var der i 1800-tallet kritik af forholdene, og der blev indført forbedringer af forplejning og de fysiske rammer. Der blev i andre dele af landet opretter nye sindssygehospitaler, fordi der på de eksisterende var pladsmangel. Dette skyldtes ikke, at hyppigheden af psykiske lidelser tiltog, men at samfundsudviklingen gjorde, at flere fik behov for hjælp fra det offentlige. Medvirkende var nok også, at man i slutningen af 1800-tallet i højere grad betragtede sindslidelser som en sygdom, og at der var visse behandlingsmuligheder på de psykiatriske hospitaler. I slutningen af det 19. århundrede overgik de psykiatriske anstalter til staten. Heraf navnet statshospitaler. Dette administrative tilhørsforhold ophørte igen i 1976, hvor statshospitalerne overgik til amterne.

I årene inden århundredeskiftet var der en del kritik af behandlingen i København, både på Sankt Hans Hospital og på den psykiatriske afdeling, der i 1875 var oprettet på Københavns Kommunehospital. En del af kritikken gik på tvangsmulighederne. Særlig kendt er forfatteren Amalie Skram, som skrev bøger om Kommunehospitalet og Sankt Hans Hospital. Der var også andre kritikere, og det var i denne periode, at den første antipsykiatriske bevægelse startede. Galebevægelsen har opkaldt sit blad Amalie efter Amalie Skram.

I 20'erne og 30'erne var der igen kritik af den psykiatriske behandling og betingelserne for tvangsanvendelse. Dette førte til den første egentlige lov om sindssyge personers hospitalsophold i 1938. Denne lov var gældende indtil den nye lov om psykiatrisk behandling blev vedtaget i begyndelsen af 90'erne og revideret i 1999.

Institutionaliseringen af mennesker med varige sindssygdomme medførte, selv om der dengang var tale om en humanitær foranstaltning, at mange mennesker kom til at tilbringe størstedelen af deres tilværelse isoleret fra det øvrige samfund. Selv om de var sikret deres helt basale behov – mad og husly, var det en umyndiggørende og uværdig tilværelse. En ændret holdning og opfindelsen af psykofarmaka satte gang i afinstitutionaliseringen.