Udviklingen i psykiatrisk behandling | Psykiatriens historie 1

I århundreder brugte man både biologiske og psykosociale principper. Fx ud fra læren om de fire legemsvæsker åreladning og behandling med forskellige former for urtemedicin. Den såkaldte moralske behandling tilstræbte med pædagogiske og psykologiske metoder en genopdragelse. Troen på behandling ved hjælp af djævleuddrivelse blev forladt. Hverken de biologiske eller de psykosociale behandlingsmetoder viste sig særlig effektive, og først i det 20. århundrede er der kommet metoder, som har nogen reel virkning. Man havde i sidste århundrede midler som morfin og brom (et grundstof) og fik senere barbiturater, der kunne virke beroligende. Opdagelsen af at en syfilisudløst sindssygdom kunne behandles med varme, som slog syfilisbakterien ihjel, var en stor landvinding for behandling af den dengang hyppige sygdom. Man påførte varmen enten ved at smitte med malaria eller ved fysisk opvarmning. Den moderne penicillinbehandling af syfilis har så godt som udryddet denne sindslidelse. Fra 1930 forsøgte man at anvende insulinbehandling, både i mindre doser som døsekure og i større doser som ”insulinchok”. Behandlingen, som nu er forladt, havde nogen virkning, uden at man nøjagtig ved hvorfor. I 30'erne indførte man også påvirkning af hjernen på en måde, så der blev fremkaldt kramper. Man anvendte først kemiske stoffer og derefter stimulation med svage elektriske strømme. Den sidste behandling, som kaldes ECT (electro-convulsive-therapy) eller NCE (narco curare el-stimulation), er fortsat i anvendelse. Trods det også anvendte, mere dramatiske, navn elektrochock er det en effektiv og skånsom behandling, som i dag kaldes el-stimulation . En anden behandling, som var ret udbredt fra 30'erne til 50'erne, var kirurgiske indgreb på nervebanerne i hjernen (lobotomi). Den var effektiv over for nogle invaliderende tilstande, men medførte også permanente bivirkninger, således at den nu er forladt.

I 1950'erne kom der medicin, som specifikt kunne dæmpe symptomer på sindssygdom som hallucinationer, vrangforestillinger og mani. Det første stof var klorpromazin. I dag er der udviklet mange stoffer med lignende virkning, men næppe nogen der virker principielt anderledes. Der er kommet stoffer, som virker specifikt på depressive tilstande, og der er kommet en hel del stoffer, som dæmper angst og nervøsitet. De sidste stoffer, som regel inden for gruppen af benzodiazepiner, anvendes også i udstrakt grad som sovemedicin.

Nye psykologiske behandlingsmetoder opstod omkring århundredeskiftet med Freud's arbejder. Til disse psykoanalytisk funderede metoder er der senere kommet metoder, som hviler på indlæringspsykologi (adfærdsterapi), på systemteori og på kognitiv psykologi. Der er således i dag udviklet en stor mængde effektive, både biologiske og psykosociale metoder, som anvendes i kombination og som vil blive omtalt under de enkelte sindslidelser.