Forklaringsforsøg | Skizofreni 1

Efter de flestes opfattelse opstår skizofreni betinget af nogle medfødte arvelige egenskaber, kombineret med nogle miljøpåvirkninger.

Som nævnt har mennesker i almindelighed en risiko for at få skizofreni, som er 1%. Hvis en af ens nære slægtninge har skizofreni, stiger dette til mellem 5 og 15 %. Hvis begge forældre lider af skizofreni, vil dette også gælde for omkring halvdelen af børnene. Man har også vist, at enæggede tvillinger, som har nøjagtig de samme arveegenskaber (gener) i omkring halvdelen af tilfældene får skizofreni, hvis den ene har udviklet dette. Dette er også et argument for, at arvelige forhold ikke er enerådende, netop fordi enæggede tvillinger er arvemæssigt ens. For toæggede tvillinger er risikoen for den ene, hvis den anden har udviklet skizofreni, som for andre søskende 5-15%. Man har også undersøgt børn, som er blevet bortadopteret fra fødslen, og hvor en af forældrene har haft skizofreni. Selv om de kommer i en plejefamilien, hvor begge forældrene er raske, har de alligevel en øget risiko for at få skizofreni, når de bliver voksne.

Omkring miljøforholdene har man interesseret sig en del for beskadigelser i fostertilværelsen og fysisk beskadigelse i forbindelse med fødslen. Dette synes at øge risikoen.

Megen interesse er viet de psykologiske forhold, specielt i opvækstmiljøet. Ud fra den psykoanalytiske teori er opstillet nogle af de nedennævnte forhold i den tidlige barndom, som kan fremme udviklingen af skizofreni. Det har været noget vanskeligere at føre dokumentation for, at disse forhold rent faktisk har foreligget i de tilfælde, hvor et menneske senere i livet udvikler skizofreni. Skizofreni er i psykoanalytisk terminologi udtryk for en svækkelse af den såkaldte jeg-funktion. Skade på jeg-funktionen menes at kunne opstå ved forstyrrelser i de tidlige objektrelationer, det vil sige det spæde barns forhold til de nærmeste personer, som regel moderen. I det hele taget kan de skizofrene symptomer forstås ud fra psykoanalytisk teori, men at de er opstået på grund af psykologiske påvirkninger, har det ikke været muligt at dokumentere.

En anden teori er, at afvigelser i familiens kommunikationsmønster kunne disponere et barn til at få skizofreni. Der er tale om den såkaldte double-bind kommunikation. Det vil sige, at der bliver sendt dobbelte modsatrettede budskaber, eventuelt ved hjælp af verbal og nonverbal kommunikation, således at barnet, uanset hvad det gør, kommer til at handle forkert. Dette kunne fremkalde den ambivalens, som er karakteristisk hos mennesker med skizofreni, det vil sige samtidige og modsatrettede følelser mod den samme person.

Vi må sige, at vi i dag har belæg for, at der både er medfødte og miljømæssige, herunder psykologiske faktorer, som betinger udvikling af skizofreni, men at vi ikke er i stand til at redegøre for den nærmere mekanisme.