Forløb | Skizofreni 1

Skizofreni kan begynde i alle aldre, men ofte sker det i 20-30 års alderen. Begyndelsen kan være meget pludselig med optræden af hallucinationer og vrangforestillinger, eller den kan være mere snigende med gradvis tiltagende ændring af tanke og følelseslivet. Personen kan opleve angstfulde, ofte modsatrettede følelser mod andre mennesker, ofte sine nærmeste (ambivalens). Det kan være kraftige aggressive eller seksuelle impulser. Personen kan selv opleve en voldsom angst ved disse impulser mod nogle mennesker, som han holder af. Han kan gradvis opleve, at omverdenen ændrer sig, eller at han selv skifter personlighed, og måske at han går i opløsning. I andre tilfælde kan sygdommen vise sig ved, at personen bliver mere og mere initiativfattig og går i stå. Han taber interessen for omgivelserne og for sin ydre sociale tilværelse, fx sin hygiejne, og isolerer sig mere og mere.

På længere sigt er sygdommen periodisk således, at de psykotiske symptomer som hallucinationer og vrangforestillinger i perioder blusser op. Denne opblussen er ofte betinget af ydre følelsesmæssige belastninger, især i mellemmenneskelige forhold. I nogle tilfælde bliver personen næsten sig selv imellem disse perioder. Ofte er der imidlertid fortsat nogle psykotiske symptomer. Initiativløsheden og den manglende energi kan medføre, at personen konstant har et nedsat funktionsniveau.

Hvis et menneske pludselig bliver psykotisk – får en akut psykose, kan det ofte være vanskeligt at forudsige, om der er tale om en enkeltstående episode eller den første psykose opblussen i en skizofreni. I Danmark har der været tradition for, at psykosen skulle vedvare i længere tid, ofte op til år, før man gav diagnosen skizofreni. I den nye inddeling giver man allerede efter en måned diagnosen skizofreni, hvis symptomerne svarer til denne lidelse, og tilstanden ikke er forsvundet. Denne nye amerikansk prægede diagnosepraksis, hvor man hurtigere stiller diagnosen skizofreni, vil betyde, at flere mennesker får betegnelsen skizofreni. Dermed følger den ubehagelige oplevelse, det er at få at vide, at man har en lidelse, som kan være mange årig, invaliderende og eventuelt livslang. På den anden side vil den nye praksis betyde, at mange flere bliver raske, efter at de har fået diagnosen skizofreni, og dette vil efterhånden mildne det generelle indtryk af diagnosens alvorlighed. Den ene måde at diagnosticere på kan ikke siges at være bedre end den anden, men i en overgangs periode kan det give forvirring. Problemet er, at det i nogle tilfælde kun er tiden, som kan vise hvordan forløbet bliver. De som stadig tror, at diagnosen skizofreni altid betyder en livslang invaliderende sygdom, kan blive unødigt opskræmte. Det er nødvendigt, at psykiaterne omhyggeligt forklarer både patient og pårørende de nye diagnoseprincipper. Det er ikke altid tilstrækkeligt, idet diagnosen i sig selv kan virke så skræmmende, at de mere teoretiske forklaringer om ændrede diagnoseprincipper ikke rigtigt trænger igennem.

Der er meget stor forskel på, hvor udtalt den enkeltes tilværelse bliver påvirket. Nogle har kun én eller ganske få psykoseepisoder og ingen varig funktionsnedsættelse Ved ganske lette men vedvarende former kan det dreje sig om en person, som forekommer at være meget særegen, men uden symptomer på egentlig psykose. Nogle er i stand til at klare et arbejde, ofte et hvor der kan vises specielle hensyn. I de fleste tilfælde er sygdommens indvirkning på funktionsniveauet så udtalt, at den pågældende må have førtidspension eller et flexjob. De fleste er i stand til at klare sig selv i dagligdagen, men der er behov for vedvarende behandling og ofte for en del hjælp. De som er allermest syge må opholde sig på en institution, hvor man kan få hjælp døgnet rundt, fx et plejehjem/boinstitution.