Psyknets redaktion
Behandling
Psykoterapi/Samtalebehandling
Teorier

Teorier - Freuds teorier

Freuds teorier var banebrydende, da de kom frem omkring århundredeskiftet (1896). Freud forsøgte en videnskabeliggørelse af psyken, der tidligere var overladt til religiøse og overtroiske fortolkninger.
Derfor er Freuds teorier blevet grundlaget for forståelsen af mennesket psyke. De fleste senere udviklede teorier har ikke ændret Freuds teorier, men suppleret dem. En af de få anerkendte psykologiske teoridannelser, der i sin grundsubstans definerer mennesket anderledes, er Jung´s teorier.
Freud grundlagde tanken om det ubevidste og det bevidste i mennesket, om psykens hierarki i form af "id", "ego" og "superego", hvor id’et (også kaldet det’et) var drifterne, ego’et (også kaldet jeg’et) var realitetsevnen og superego’et (også kaldet overjeg’et) var moralen. Freud hypotese var, at menneskets problem er balancegangen mellem drifterne og moralen, og at denne balancegang er jeg’ets funktion.
Freud postulerede som noget banebrydende, at seksualdriften er den største drift hos mennesket. I det meget kontrollerede samfund, der på det tidspunkt eksisterede, kom det som noget af en kulturel revolution. Freud byggede videre på sin teori og mente at kunne konkludere, at bestemte traumer på bestemte tidspunkter i ens liv gav grundlaget for specielle psykologiske problemer senere i livet. Disse teorier har givet anledning til mange diskussioner både i videnskabelige selskaber og i de almindelige hjem. Eksempelvis påpegede Freud, at hvis potte- og tissetræning, ikke foregik på en hensigtsmæssig måde, kunne den afstedkomme neurotiske symptomer i form af tvangsadfærd, overpertentlighed, intellektualisering.
Hele Freuds neuroseteori bunder i den grundhypotese, at al neurotisk handling udføres for at undgå at komme i kontakt med følelserne (det ubevidste) og dermed miste kontrollen.
Disse skelsættende tanker og visioner har siden skabt grundlaget for utallige tolkninger, teorier og terapier.
Freud er først og fremmest grundlæggeren af den såkaldte psykoanalytiske teori (se i øvrigt psykoanalyse). Når man taler om psykoanalyse refererer man til Freuds grundlæggende tanker, når man taler om psykodynamiske teorier, taler man om forståelser af psykologiske samspil, der tager udgangspunkt i Freuds teorier.
Én af de vigtigste psykodynamiske terapiretninger har baggrund i "objektrelationsteorierne". Cirka et halvt århundrede efter Freuds første teorier, d.v.s. omkring og efter 2. Verdenskrig var man i stigende grad begyndt at interessere sig for samspillet mellem individerne, og betydningen af dette samspil for det enkelte individs udvikling fra fødsel og op gennem livet.
Freud så mere på påvirkningen under opvæksten som et énvejsfænomen. Selvom han var opmærksom på samspillets betydning i sine teoridannelser (overføring), så tillagde han ikke samspillet den samme betydning for personlighedens dannelse som fortalerne for objektrelationsteorierne gjorde (Melanine Klein, Winicott, Mahler m.fl.).
Objektrelationsteorierne var grundlaget for, at familie-, par- og gruppeterapi begyndte at blive relevant. I den psykoanalytiske teori drejede behandlingen sig udelukkende om et individuelt tilbud. D.v.s. terapeuten var alene med den, der havde det psykisk dårligt. Indenfor de sidste 50 år har der været en rivende udvikling indenfor par-, familie- og gruppeterapi. Mange kurser og tilbud foregår udelukkende i gruppe, og mange nye retninger forholder sig helt modsat til de rammer, som Freud lagde omkring det psykoanalytiske regi.
Med udgangspunkt i teorierne om samspillets store betydning har flere terapiformer taget tiden mellem terapisessioner ind som et meget vigtigt element i den psykoterapeutiske behandling. Mødet med terapeuten handler så i stor udstrækning om, hvordan aftalte opgaver fra sidste terapi er forløbet, med fokus på hvilke problemer opgaverne eller træningen har givet anledning til. Terapien bearbejdes de følelsesmæssige konflikter, der kan være knyttet til problemerne. Denne form for metode har vundet stor udbredelse i landet, idet den har vist at være meget anvendelig overfor såvel lettere psykiske problemer som problemer med udgangspunkt i sværere psykiske lidelser. De mest udbredte er terapier er dem, der bygger på den systemiske familie-, par- og gruppeterapi og den cognitive terapi med social adfærdstræning (social skills training), den sidste har vist sig særlig anvendelig for mennesker med skizofreni og depression, der medfører social invaliditet.
Den psykoterapeutiske behandling foregår således ikke kun når man er sammen med eksperten, den foregår hele tiden, når først den er startet.
Rammerne i det psykoanalytiske regi er meget stramme: Regelmæssige mødetider, mange regler for hvordan samtalen skal finde sted etc. Modsat er det i familieterapier og gruppeterapier, hvor der ofte gives plads til et utal af forskellige tiltag, og hvor terapeuterne er vekslende aktive i behandlingsforløbet. Dette er i grel modsætning til psykoanalysen, hvor terapeuten nærmest er usynlig. Denne sidder bagved analysanden (den der søger analyse), som ligger på en briks, så han ikke kan se terapeuten. Kun sjældent finder terapeuten anledning til at kommentere de frie associationer, som analysanden oplever.

Freuds teorier var banebrydende, da de kom frem omkring århundredeskiftet (1896). Freud forsøgte en videnskabeliggørelse af psyken, der tidligere var overladt til religiøse og overtroiske fortolkninger.


Derfor er Freuds teorier blevet grundlaget for forståelsen af mennesket psyke. De fleste senere udviklede teorier har ikke ændret Freuds teorier, men suppleret dem. En af de få anerkendte psykologiske teoridannelser, der i sin grundsubstans definerer mennesket anderledes, er Jung´s teorier.


Freud grundlagde tanken om det ubevidste og det bevidste i mennesket, om psykens hierarki i form af "id", "ego" og "superego", hvor id’et (også kaldet det’et) var drifterne, ego’et (også kaldet jeg’et) var realitetsevnen og superego’et (også kaldet overjeg’et) var moralen. Freud hypotese var, at menneskets problem er balancegangen mellem drifterne og moralen, og at denne balancegang er jeg’ets funktion.


Freud postulerede som noget banebrydende, at seksualdriften er den største drift hos mennesket. I det meget kontrollerede samfund, der på det tidspunkt eksisterede, kom det som noget af en kulturel revolution. Freud byggede videre på sin teori og mente at kunne konkludere, at bestemte traumer på bestemte tidspunkter i ens liv gav grundlaget for specielle psykologiske problemer senere i livet. Disse teorier har givet anledning til mange diskussioner både i videnskabelige selskaber og i de almindelige hjem. Eksempelvis påpegede Freud, at hvis potte- og tissetræning, ikke foregik på en hensigtsmæssig måde, kunne den afstedkomme neurotiske symptomer i form af tvangsadfærd, overpertentlighed, intellektualisering.


Hele Freuds neuroseteori bunder i den grundhypotese, at al neurotisk handling udføres for at undgå at komme i kontakt med følelserne (det ubevidste) og dermed miste kontrollen.


Disse skelsættende tanker og visioner har siden skabt grundlaget for utallige tolkninger, teorier og terapier.


Freud er først og fremmest grundlæggeren af den såkaldte psykoanalytiske teori (se i øvrigt psykoanalyse). Når man taler om psykoanalyse refererer man til Freuds grundlæggende tanker, når man taler om psykodynamiske teorier, taler man om forståelser af psykologiske samspil, der tager udgangspunkt i Freuds teorier.
Én af de vigtigste psykodynamiske terapiretninger har baggrund i "objektrelationsteorierne". Cirka et halvt århundrede efter Freuds første teorier, d.v.s. omkring og efter 2. Verdenskrig var man i stigende grad begyndt at interessere sig for samspillet mellem individerne, og betydningen af dette samspil for det enkelte individs udvikling fra fødsel og op gennem livet.
Freud så mere på påvirkningen under opvæksten som et énvejsfænomen. Selvom han var opmærksom på samspillets betydning i sine teoridannelser (overføring), så tillagde han ikke samspillet den samme betydning for personlighedens dannelse som fortalerne for objektrelationsteorierne gjorde (Melanine Klein, Winicott, Mahler m.fl.).


Objektrelationsteorierne var grundlaget for, at familie-, par- og gruppeterapi begyndte at blive relevant. I den psykoanalytiske teori drejede behandlingen sig udelukkende om et individuelt tilbud. D.v.s. terapeuten var alene med den, der havde det psykisk dårligt. Indenfor de sidste 50 år har der været en rivende udvikling indenfor par-, familie- og gruppeterapi. Mange kurser og tilbud foregår udelukkende i gruppe, og mange nye retninger forholder sig helt modsat til de rammer, som Freud lagde omkring det psykoanalytiske regi.


Med udgangspunkt i teorierne om samspillets store betydning har flere terapiformer taget tiden mellem terapisessioner ind som et meget vigtigt element i den psykoterapeutiske behandling. Mødet med terapeuten handler så i stor udstrækning om, hvordan aftalte opgaver fra sidste terapi er forløbet, med fokus på hvilke problemer opgaverne eller træningen har givet anledning til. Terapien bearbejdes de følelsesmæssige konflikter, der kan være knyttet til problemerne. Denne form for metode har vundet stor udbredelse i landet, idet den har vist at være meget anvendelig overfor såvel lettere psykiske problemer som problemer med udgangspunkt i sværere psykiske lidelser. De mest udbredte er terapier er dem, der bygger på den systemiske familie-, par- og gruppeterapi og den cognitive terapi med social adfærdstræning (social skills training), den sidste har vist sig særlig anvendelig for mennesker med skizofreni og depression, der medfører social invaliditet.


Den psykoterapeutiske behandling foregår således ikke kun når man er sammen med eksperten, den foregår hele tiden, når først den er startet.


Rammerne i det psykoanalytiske regi er meget stramme: Regelmæssige mødetider, mange regler for hvordan samtalen skal finde sted etc. Modsat er det i familieterapier og gruppeterapier, hvor der ofte gives plads til et utal af forskellige tiltag, og hvor terapeuterne er vekslende aktive i behandlingsforløbet. Dette er i grel modsætning til psykoanalysen, hvor terapeuten nærmest er usynlig. Denne sidder bagved analysanden (den der søger analyse), som ligger på en briks, så han ikke kan se terapeuten. Kun sjældent finder terapeuten anledning til at kommentere de frie associationer, som analysanden oplever.


HTML Hit Counters