Krisens faser | Terror og psyke 2

Psyknets redaktion

Psykiske lidelser

Stress og kriser

Terror og psyke

Krisens faser

Forskning har vist, at selvom krisen følger vidt forskellige forløb, kan man alligevel se en tendens til et forløb i fire faser. For nogle vil krisen springe en fase over, for andre vil der være tale om to af faserne er sammenvævet. Ofte findes overgangene mellem de beskrevne faser glidende . Der er således tale om et hjælpemiddel til at orientere sig i krisen forløb.

Det kan for mange være en hjælp at kunne genfinde sig eller andre i nedenstående oversigt af krisens faser.

Krisen deles op i 4 faser

Chockfasen. Den akutte fase, der kan vare fra et øjeblik, timer til dage. Personen bruger al sin energi til at holde virkeligheden på afstand. For mange vil der være tale om nedsat hukommelse for hvad der sker i denne fase. Mange vil fremtræde rolige, nogle snakkende om bagateller og andre vil være råbende ofte gentagende sig selv. Uanset adfærd vil følelsen være kaos.

Reaktionsfasen. 2. del af krisens akutte fase. Varighed: uger til måneder. Reaktionsfasen starter, når den ramte tvinges til at erkende det skete. Smerten bryder frem i hele sin styrke. Det medfører sorg, fortvivlelse, tomhed, evt. vrede og desperate handlinger. Personen prøver at forstå og spørger igen og igen ”Hvorfor?”, ofte spørgsmål der ikke kan besvares (Hvorfor netop mig?). Ofte ses søvnforstyrrelser, øget alkoholkonsum, kropslige reaktioner, nogle bliver hallucinerede (har kontakt med afdøde). Betydeligt subjektivt syn på traumet, årsager og handlinger. Traumet ses i en forståelse der kan ligge langt fra virkeligheden (f.eks. pårørende til trafikoffer nægter at ulykken er sket; spritbilisten, der giver andre skylden for ulykken; patienter, der nægter at have fået at vide de har kræft (50%)).

Bearbejdningsfasen: Den akutte tilstand er nu overstået. Varighed fra ½ til et helt år. Accept af situationen, forsonende holdning til realiteterne og orientering mod fremtiden, nu ikke længere opslugt af traumet. I tiltagende grad realistisk syn på traumet, årsag og konsekvenser. Adfærd normaliseres samtidig med at nye sociale roller indlæres, fornægtelse aftager. Skyld og ansvar for det skete får et realistisk indhold. Såfremt den ramte ikke selv kan bearbejde alene eller ved sine pårørendes hjælp, er det uhyre vigtigt at professionel bistand gives i form af samtalebehandling mhp at minimere virkelighedsforvrængning, da der ellers er fare for at tilstanden kronifiseres og personen invalideres psykisk (f.eks. udvikler angstneurotiske træk, depressive tilstande eller paranoide tankeforstyrrelser ofte svage, men socialt ødelæggende).

Nyorienteringsfasen: Denne sidste fase har naturligvis ingen egentlig afslutning, - som tiden går normaliseres tilstanden for den ramte, det oplevede indgår som en naturlig erfaring fra ens liv. I denne fase begynder man i stigende grad at få et mere realistisk syn på f. eks. et ulykkesforløb; afdøde, som ikke kun huskes i positiv omtale eller det modsatte om fraskilte ægtefælle, de traumatiske begivenheder og personer huskes i et mere realistisk og nuanceret skær. Selv i nyorienteringsfasen er mange dog i lang tid sårbare overfor mærkedage, og lignende situationer. Det ”sidste” forsoningsarbejde foregår næsten ubemærket og med lange mellemrum og for den implicerede med realistisk distance.