Det er blevet meget almindeligt at mennesker der er kommet i krise tilbydes behandling oftest i form af samtale behandling.
Krise betyder: en livs situation, hvor ens tidligere erfaringer og indlærte reaktionsmåder ikke er tilstrækkelige til, at man behersker den aktuelle situation. Krise giver én en oplevelse af forladthed, selvforkastelse og/eller kaos. Krise opleves meget forskelligt og viser sig meget forskelligt.
Krise er en form for ekstrem stress. Mange forbinder krise med uønskede situationer, dette er også tilfældet i langt de fleste tilfælde, men krise kan som stress opstå i forbindelse med ønskede ændringer - for eksempel fødsel.
Kriser og psykisk lidelse
Krise medfører stress og stress kan udløse eller forværre psykisk lidelse. Derfor ser man tit psykisk lidelse i forbindelse med, at et menneske er bragt i en krise. Til tider vil man først opdage krisen og dens årsager efter en psykisk lidelse har vist sig.
Omvendt lider man af en psykisk lidelse tåler man mindre stress, før det udløser en krise eller en forværring af den psykiske lidelse.
En krise kan reaktivere problemer man tidligere har haft, fortrængte konflikter kan dukke op i kølvandet på en krise. En krise, der er udløst i forbindelse med en bestemt hændelse vil ofte vise sig at have en mere kompleks årsag, herom senere.
Kriser opdeles i to hovedtyper:
§ Udviklingskrise.
§ Traumatisk krise.
Udviklingskrise:
Igennem hele livet udsættes vi for situationer, som vi ikke altid har nogen forudsætning for at løse, for mange medfører det, at vi bringes i en krise, fordi vores vanlige måde at løse problemer på ikke giver et tilfredsstillende resultat.
Lige fra fødsel til død er der faser i vores liv der er særlig kritiske (her nævnes nogle):
Barne- og ungdomsårene er blandt andet præget af kriser i:
Spæd- og småbarnsperioden, børnehaveperioden, skoleperioden, puberteten (før, under og efter).
I voksenlivet:
Flytte hjemmefra, uddannelse, erhvervsaktiv, værnepligt, karriere, parforhold, samliv, børn, forældrerolle, 40-årskrisen, pensionsalder, livets afslutning.
Traumatisk krise:
Traume betyder en belastende/skadelig hændelse eller livsbegivenhed (life event).
· Traumatisk krise udløses i ekstraordinære situationer.
· Typisk vil det være i forbindelse med katastrofer eller tab, situationer der er åbenbare for enhver som belastende og uventede.
· Traumatiske kriser kan imidlertid også opstå på baggrund af mere personlige elementer, for den der udsættes. Således vil nogle føle sig mere belastet af en ulykke end andre selv om skaden må vurderes til at være ens. Man kan sige, at vi er hver især specielt disponeret til at reagere med krisetilstand udfra vores tidligere oplevelser og personlighed.
Udløsende årsager:
§ Tab (uventet dødsfald, skilsmisse, fallit, tyveri m.fl.).
§ Katastrofer (orkan, færdselsuheld, røveri, krig, m.fl.).
§ Krænkelser (flygtningestatus, tortur, utroskab, fyring, sygdom, arbejdsløshed, mobning, sladder, voldtægt, misbrug, vold m.fl.).
Nogle af de nævnte eksempler indeholder alle tre elementer f.eks. ved katastrofer bombeterror, tortur, flygtningestatus og krig
Krisens faser:
Selvom kriser og mennesker er vidt forskellige, kan man alligevel se et generelt forløb af krisen i fire faser.
Ø For nogle vil krisen springe en fase over, for andre vil der være tale om to af faserne er sammenvævet.
Ø Ofte vil overgangene mellem de beskrevne faser være glidende.
Ø Vores personlighed præger den måde krisen viser sig på, nogle vil være meget ulykkelige, andre indelukkede, nogle vil være meget fornuftige og nogle vil virke som om intet var hændt eller ekstrem optaget af alt end traumet.
Man skal derfor være meget påpasselig med at undervurdere sværhedsgraden af en belastningstilstand hos en person som virker meget fattet.
Det kan for mange være en hjælp at kunne genfinde sig eller andre i nedenstående oversigt af krisens faser.
Krisen deles op i 4 faser
§ Chockfasen. Den akutte fase, der kan vare fra et øjeblik, timer til dage.
Personen bruger al sin energi til at holde virkeligheden på afstand. For mange vil der være tale om nedsat hukommelse for hvad der sker i denne fase. Mange vil fremtræde rolige, nogle snakkende om bagateller og andre vil være råbende ofte gentagende sig selv. Uanset adfærd vil følelsen man rummer være kaos.
§ Reaktionsfasen. 2. del af krisens akutte fase. Varighed: uger til måneder.
Reaktionsfasen starter, når den ramte ”tvinges” til at erkende det skete. Smerten bryder frem i hele sin styrke. Det medfører sorg, fortvivlelse, tomhed, evt. vrede og desperate handlinger. Personen prøver at forstå og spørger igen og igen ”Hvorfor?”, ofte spørgsmål der ikke kan besvares (Hvorfor netop mig?). Ofte ses søvnforstyrrelser, øget alkoholforbrug, kropslige reaktioner, nogle bliver hallucinerede (har kontakt med afdøde). Betydeligt subjektivt syn på traumet, årsager og handlinger. Traumet ses i en forståelse der kan ligge langt fra virkeligheden (f.eks. pårørende til trafikoffer nægter at ulykken er sket; spritbilisten, der giver andre skylden for ulykken; patienter, der nægter at have fået at vide de har kræft (50%)).
§ Bearbejdningsfasen: Den akutte tilstand er nu overstået. Varighed fra ½ til et helt år.
Accept af situationen, forsonende holdning til realiteterne og orientering mod fremtiden, nu ikke længere opslugt af traumet. I tiltagende grad realistisk syn på traumet, årsag og konsekvenser. Adfærd normaliseres samtidig med at nye sociale roller indlæres, fornægtelse aftager. Skyld og ansvar for det skete får et realistisk indhold. Såfremt den ramte ikke selv kan bearbejde krisen alene eller med hjælp fra sine pårørendes, er det uhyre vigtigt at hjælp udefra. Den professionelle bistand gives i form af samtalebehandling mhp at minimere virkelighedsforvrængning, da der ellers er fare for at tilstanden kronifiseres og personen invalideres psykisk (f.eks. udvikler angstneurotiske træk, depressive tilstande eller paranoide tankeforstyrrelser - ofte svage, men socialt ødelæggende).
§ Nyorienteringsfasen: Denne sidste fase har naturligvis ingen egentlig afslutning, - som tiden går normaliseres tilstanden for den ramte, det oplevede indgår som en naturlig erfaring fra ens liv. I denne fase begynder man i stigende grad at få et mere realistisk syn på f. eks. et ulykkesforløb; afdøde, som ikke kun huskes i positiv omtale eller det modsatte om fraskilte ægtefælle, de traumatiske begivenheder og personer huskes i et mere realistisk og nuanceret skær.
Selv i nyorienteringsfasen er mange dog i lang tid sårbare overfor mærkedage, og lignende situationer.
Det ”sidste” forsoningsarbejde foregår næsten ubemærket og med lange mellemrum og for den implicerede med realistisk distance.
