Generelt | Vaneimpulshandlinger

Generelt

Nogle mennesker oplever en indre psykisk spænding med tilskyndelse til at udføre bestemte handlinger. Der er her (da psykiatrien principielt drejer sig om menneskers problemer) tale om uheldige handlinger. Der kan være tale om pyromani (tilbøjelighed til at sætte ild på), kleptomani (tilbøjelighed til at stjæle), aliamani/ludomani (tilbøjelighed til at spille) og trikotillomani (tilbøjelighed til at trække sine egne hår ud). Det er karakteristisk for disse handlinger, at de er forbundet med psykisk ubehag, hvis de ikke udføres, og med psykisk lettelse, når de er udført. De må ikke have noget andet formål, fx tyveri mhp. berigelse eller ildspåsættelse mhp. forsikringssvindel. Der må dog gerne være ønske om at vinde ved patologisk spillelidenskab. Der er ingen tvivl om, at sådanne handlinger forekommer, og at mennesker har problemer med sådanne handlinger, men det er omdiskuteret i hvor høj grad, de bør indgå som sygdomsdiagnoser. Da mennesker imidlertid søger læge, for disse problemer, og diagnoser blot er et praktisk klassificeringsredskab, har man taget dem med i den internationale diagnoseliste.

En meget speciel handling, som nogle mennesker ikke kan modstå, er at tilføje sig selv sygdomme. Ofte er der tale om beskadigelse af egen hud, men der kan også være mere voldsomme selvbeskadigelsesaktiviteter. Der skal være tale om, at det foregår på grund af psykiske motiver og ikke for at opnå en eller anden åbenlys fordel. Hvis man således foregiver en sygdom ved indkaldelse til militærtjeneste, er der ikke tale om denne form for sygdomsefterligning, men om simulation. Man kalder somme tider sygelig sygdomsefterligning for Münchhausens syndrom. I nogle tilfælde påfører personen ikke sig selv en sygdom, men sit barn. Dette kaldes Münchhausen by proxy (ved stedfortræder), det vil sige at man laver Münchhausens syndrom igennem en nærtstående person.