Hvad kan man gøre | kontakt til med sindslidelse 1

Nogle vil opleve, at opståen af psykiske vil være anledningen til en tættere kontakt, og i andre situationer vil det modsatte gøre sig gældende.

I den akutte fase er en tilbageholdende og forstående holdning ofte den bedste måde at finde ud af, hvordan man kan hjælpe den pågældende. Mange af de løsninger, man kommer i tanke om, kan den psykisk syge slet ikke bruge. Verden ser meget anderledes ud, når man ikke er psykisk rask. Det samme gælder for mennesker i akut krise. I den akutte situation har mange behov for at tale om det virvar af forskellige tanker og følelser, der trænger sig på, uden at sortere dem inden de bliver sagt, som vi ellers normalt gør. Det kan være meget forvirrende, fordi det signalerer en fortrolighed, som det ikke drejer sig om. Den psykisk lidende ønsker ikke altid at diskutere det fremlagte, selvom det lyder sådant. Det drejer sig om ambivalens, modsatrettede følelser som man ikke kan få styr på og ikke kan holde for sig selv (som vi normalt ellers kan). For mange mennesker, der bliver ramt af en psykisk lidelse, sker der det, at den pågældende regredierer (d.v.s. at umodne træk, som hørte barndommen til) kan dominere adfærden. Det kan være meget forvirrende at forholde sig til denne adfærd og det samspil på en hensigtsmæssig måde.

Mange psykisk lidende giver udtryk for, at de ville ønske, at man i større udstrækning undlod at fokusere på deres psykiske problemer og mere koncentrerede sig om fælles interesser. Der er jo også grænser for, hvor meget man hæfter sig ved et brækket ben, når man er sammen med én der har været så uheldig. Mange med psykisk lidelse ønsker friheden til at være sammen med deres bekendte, familie, naboer m.v. uden de nødvendigvis skal fokusere på de psykiske problemer, men dyrke deres fælles interesser, som de gjorde før. Dette er vigtigt at respektere, fordi det er med til at styrke den sunde side, den sunde identitet hos den sindslidende.

Det gælder om at finde en balance, det kan være svært, ofte vil man have gavn af at snakke med andre om det, men jo bedre kendt man er med ”situationen”, desto bedre går det som regel.

Det er som regel kun familien der bliver inddraget i behandlingen, men nogle gange vil det være naturligt, at en god kollega, ven eller nabo også inddrages. Selvom man ikke ser eller taler med den psykisk syge dagligt, kan det være vigtigt, at alle støtter den sindslidende på samme måde. Det er vigtigt at alle støtter den sindslidende i den sociale behandling f. eks. at træne at køre med bus alene (for at hindre isolation). Det kan også være vigtigt, at de nærmeste i omgangskredsen er velinformerede om den medicinske, den sociale og psykologiske behandling og kan støtte, når den sindslidende må gøre sig overvejelser om for eksempel medicinen nu også er den rigtige. Sørg derfor for at alle, du mener er en del af den sindslidendes netværk bliver indkaldt til behandlingsmødet. Eller hvis det ikke finder sted så tal åbent med den sindslidende om, hvem der bør informeres.

Holdningerne til de uvante situationer vil have noget at gøre med lidelsens karakter (se psykiske lidelser) og tidspunktet i forløbet og dermed behandlingsfaserne.